- Ella Rentheim
Han er jo dog din mand.
- Fru Borkman
Har han ikke sagt for retten, at det var mig, som begyndte med at ruinere ham? At jeg brugte så altfor mange penge –?
- Ella Rentheim
(forsigtig). Men var der ikke noget sandt i det?
- Fru Borkman
Men var det ikke netop ham selv, som vilde ha' det således! Alting skulde jo være så rent meningsløst overdådigt –
- Ella Rentheim
Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du ha' holdt igen. Og det gjorde du nok ikke.
- Fru Borkman
Vidste da jeg, at det ikke var hans egne penge, – de, som han gav mig til at rutte med? Og som han rutted med selv også. Tifold værre end jeg!
- Ella Rentheim
(stilfærdig). Nå, det førte vel hans stilling med sig, kan jeg tro. For en stor del da.
- Fru Borkman
(hånligt). Ja, det hed sig altid, at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte han da også rigtig tilgavns! Kørte med firspand, – som om han var en konge. Lod folk bukke og skrabe for sig, som for en konge. (
