ler) Og så kaldte de ham ved fornavn, – hele landet udover – akkurat som om han var kongen selv. «John Gabriel», «John Gabriel». Alle så vidste de, hvad «John Gabriel» var for en størrelse!
- Ella Rentheim
(fast og varmt). Han var en størrelse dengang, du.
- Fru Borkman
Ja, det så jo slig ud. Men aldrig med et eneste ord satte han mig ind i, hvorledes hans stilling egentlig var. Aldrig lod han sig forlyde med, hvor han tog midlerne fra.
- Ella Rentheim
Nej, nej, – det aned nok ikke de heller.
- Fru Borkman
Det fik nu være det samme med de andre. Men mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det gjorde han aldrig! Han bare løj, – løj så bundløst for mig –
- Ella Rentheim
(afbrydende). Det gjorde han visst ikke, Gunhild! Han fortied kanske. Men han løj visst ikke.
- Fru Borkman
Ja, ja, kald det, som du vil. Det kommer jo ganske ud på et. – Men så ramled det da også sammen. Alting. Hele herligheden tilslut.
- Ella Rentheim
(hen for sig). Ja, alting ramled sammen – for ham, – og for andre.
