- Fru Borkman
(heftig). For resten må jeg sige, at det er lumpent, lavt, usselt, småligt at lægge så svær vægt på den smule tab, de kan ha' lidt ved ham. Pengetab var det da jo bare. Ikke andet.
- Ella Rentheim
(uden at svare). Og så lever han altså deroppe så ganske alene. Så rent for sig selv.
- Fru Borkman
Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige, at der kommer en gammel kopist eller extraskriver op til ham en gang imellem.
- Ella Rentheim
Å så; det er visst en, som heder Foldal. For jeg véd, at de to var ungdomsvenner.
- Fru Borkman
Ja, de var nok det, tror jeg. Jeg kender forresten ikke noget til ham. For han kom aldrig med i vor selskabskreds. Dengang vi havde nogen –
- Ella Rentheim
Men nu kommer han altså til Borkman?
- Fru Borkman
Ja, han er ikke kræsnere end som så. Men, det forstår sig, han kommer nu bare i mørkningen da.
- Ella Rentheim
Denne Foldal, – han var også en af dem, som led tab da banken gik overstyr.