- Fru Borkman
Er denne frøken Foldal også med?
- Fru Wilton
Ja, vi har hende stående udenfor i entréen.
- Erhart
(taler ud gennem døren). Gå De bare ovenpå, Frida. (Ophold. Ella Rentheim iagttager Erhart. Han synes forlegen og noget utålmodig; hans ansigt antager et spændt og koldere udtryk.) (Stuepigen bringer den tændte lampe ind i havestuen, går ud igen og lukker døren efter sig.)
- Fru Borkman
(med tvungen høflighed). Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned her iaften, så –
- Fru Wilton
Nej tusend tak, kære frue. Det tænker jeg slet ikke på. Vi har en anden indbydelse. Vi skal ned til advokat Hinkels.
- Fru Borkman
(ser på hende). Vi? Hvilke vi mener De?
- Fru Wilton
(leende). Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg fik i opdrag af husets damer at ta' student Borkman med, – hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham.
- Fru Borkman
Og det fik De da, som jeg ser.