- Fru Wilton
Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at se indom til mig, – for lille Fridas skyld.
- Fru Borkman
(tørt). Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at du kendte den familie, – disse Hinkels.
- Erhart
(irriteret). Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller. (tilføjer lidt utålmodig.) Du véd visst selv bedst, du mor, hvad folk jeg kender og ikke kender.
- Fru Wilton
Å pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer.
- Fru Borkman
(med eftertryk). Kender jeg min søn ret, så er ikke det egentlig noget selskab for ham, fru Wilton.
- Fru Wilton
Men Herregud, kære frue, han er da ung, han også!
- Fru Borkman
Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt andet.
- Erhart
(dølger sin utålmodighed). Ja, ja, ja, mor, – det er jo en selvfølge, at jeg ikke går der hen til disse Hinkels iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og tante Ella.
