- Fru Borkman
Ja, det får De nok føje til.
- Fru Wilton.
Å, jeg synes, man har mere at takke en god plejemor for, end ens egen rigtige mor, jeg.
- Fru Borkman
Har De selv erfaret det?
- Fru Wilton
Å Gud bedre, – min mor har jeg kendt så lidet til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg også, – så var jeg kanske ikke ble't så – så uskikkelig, som folk siger, at jeg er. (vender sig til Erhart.) Ja, så blir man altså pent hjemme hos mamma og tante – og drikker te, herr student! (til damerne.) Farvel, farvel, kære frue! Farvel, frøken! (Damerne hilser stumt. Hun går mod døren.)
- Erhart
(går efter hende). Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –?
- Fru Wilton
(i døren, afværgende). Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel vant til at gå min vej alene. (standser i døråbningen, ser på ham og nikker.) Men tag Dem nu i vare, student Borkman; – det siger jeg Dem!
- Erhart
Hvorfor skal jeg ta' mig i vare?
- Fru Wilton
(lystig). Jo, for når jeg går nedover vejen, – ensom og