forladt, som sagt, – så vil jeg prøve, om jeg kan kaste runer efter Dem.
- Erhart
(ler). Å, sådan! Vil De nu prøve det igen.
- Fru Wilton
(halvt alvorlig). Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover, så vil jeg sige indvendig, – rigtig ud af min inderste vilje vil jeg sige: Student Erhart Borkman, – tag straks Deres hat!
- Fru Borkman
Og så ta'r han den, tror De?
- Fru Wilton
(leende). Ja bevar's vel; så griber han straks hatten. Og så vil jeg sige: Træk pent yderfrakken på Dem, Erhart Borkman! Og galoscherne! Glem endelig ikke galoscherne! Og følg mig så efter! Lydig, lydig, lydig!
- Erhart
(med tvungen munterhed). Ja, det kan De stole på.
- Fru Wilton
(med løftet pegefinger). Lydig! Lydig! – God Nat! (Hun ler og nikker til damerne og lukker døren efter sig.)
- Fru Borkman
Driver hun virkelig den slags kunster?
- Erhart
Å, langt ifra. Hvor kan du da tro det? Det
