ha' mig frabedt. De folk, som ønsker at se op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be'r ingen.
- Frida
Nej, nej, så skal jeg ingenting si' da. – Godnat, herr Borkman.
- Borkman
(driver om og brummer). Godnat.
- Frida
Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned vindeltrappen? Det er fortere.
- Borkman
Å bevar's, – løb De for mig hvad trappe De selv vil. Godnat med Dem!
- Frida
Godnat, herr Borkman. (hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre.)
(Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det, men lader det være. Ser sig om i al tomheden og gir sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, ser sig i det og retter på sit halstørklæde.)
(Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, ser hurtig derhen, men tier.)
(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere.)
- Borkman
(stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod bordpladen og den højre indstukket på brystet). Kom ind!
(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder op i panden.)