- Foldal
(sætter sig på stolkanten). Mange tak. (ser tungsindig på ham.) Å, du kan ikke tro, hvor ensom jeg føler mig, siden Frida kom hjemmefra.
- Borkman
Å hvad, – du har da nok igen.
- Foldal
Ja, det véd Gud jeg har. Hele fem stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule. (ryster tungt på hodet.) Alle de andre forstår mig sletikke.
- Borkman
(mørk, ser hen for sig og trommer på bordet). Nej, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi enkelte, vi udvalgte mennesker har at bære på. Massen og mængden, – alle de gennemsnitlige, – de forstår os ikke, Vilhelm.
- Foldal
(resigneret). Det fik endda være med forståelsen. Med lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den en stund endnu. (med tårekvalt stemme.) Men der er det, som er bittrere, du.
- Borkman
(hæftig). Der er ingenting bittrere end det!
- Foldal
Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu netop en huslig scene – før jeg gik herud.
