- Borkman
Så er de uforstående, du. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.
- Foldal
(opklarende). Ja, synes ikke du, der er adskillig godt i det, John Gabriel? Herregud, når jeg nu endelig engang kunde få det anbragt – (begynder ivrigt at åbne og blade i mappen.) Se her! Nu skal jeg vise dig noget, som jeg har forandret –
- Borkman
Har du det med dig?
- Foldal
Ja, jeg tog det med. Det er så længe siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre en akt eller to –
- Borkman
(afværgende, rejser sig). Nej, nej, lad heller være til en anden gang.
- Foldal
Ja, ja, som du vil da.
(Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker manuskriptet ind igen.)
- Borkman
(standser foran ham). Du har ret i det, du nylig sa', – at du ingen karriere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens time er slåt for mig –
- Foldal
(vil rejse sig). Å, tak skal du ha' –!