- Foldal
(varmt). Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det er så lykkeligt og så velsignet at tænke på, at ude, rundt om os, langt borte, – der findes dog den sande kvinde.
- Borkman
(flytter sig utålmodig i sofaen). Å, lad bare være med den digtersnak!
- Foldal
(ser dybt krænket på ham). Kalder du min helligste tro for digtersnak?
- Borkman
(hårdt). Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vilde la' alt sligt noget fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i vejret.
- Foldal
(mens det koger indeni ham). Å, det kan du jo ikke.
- Borkman
Jeg kan, når jeg bare kommer til magten igen.
- Foldal
Men det har visst forfærdelig lange udsigter.
- Borkman
(hæftig). Tror du kanske, at den tid aldrig kommer? Svar mig på det!
- Foldal
Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.
