som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det.
- Ella Rentheim
(smiler). Hm, evnen, evnen –
- Borkman
(ildfuldt). Ja, netop evnen! Da det store, afgørende slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og altså greb til millionerne, som var betroet mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta't og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige!
- Ella Rentheim
(kold og rolig). Det er sandt og rigtig, Borkman.
- Borkman
Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder.
- Ella Rentheim
(ser hen på ham). Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene?
- Borkman
Hvorfor?
- Ella Rentheim
Ja, hvorfor? Sig mig det.
- Borkman
(hårdt og hånligt). Du tænker kanske, at det var for at jeg kunde