- Borkman
(nikker). Jeg kan huske det udtryk. (langsomt.) Alle guldets slumrende ånder.
- Ella Rentheim
Men du tog det ikke for spøg. Du sa': ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.
- Borkman
Det var det også. Når jeg bare først kunde få foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af den ene mand. Han kunde og han vilde skaffe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg på min side –
- Ella Rentheim
Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen.
- Borkman
Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –
- Ella Rentheim
Og så slog du til.
- Borkman
(heftig). Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så ubetvingelig i mig, ser du! Og så slog jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for år steg jeg –
- Ella Rentheim
Og jeg var som udslettet af dit liv.
