- Borkman
Hvilken eneste ene –?
- Ella Rentheim
Erhart, naturligvis.
- Borkman
Erhart –?
- Ella Rentheim
Erhart, – din, din søn, Borkman.
- Borkman
Har han altså virkelig ligget dig så varmt på hjerte?
- Ella Rentheim
Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig? Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde? Hvorfor?
- Borkman
Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Ligesom alt det øvrige.
- Ella Rentheim
(i stærkt indre oprør). Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit køkken og frøs og græd og bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte aldrig nogen trang til at ta' barnet ind til mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at sidde og se på, at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også!