- Borkman
Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det kender jo al verden.
- Fru Borkman
(drager et bittert suk). Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det.
- Borkman
Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgåt mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi' dig en forklaring over.
- Fru Borkman
(ryster på hodet). Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender ingen. Indskydelser ikke heller.
- Borkman
I ens egne øjne kan de frikende.
- Fru Borkman
(slår afvisende ud med hånden). Å, lad være med dette her! Jeg har tænkt så rundelig nok over disse dine mørke sager.
- Borkman
Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op igen til fornyet behandling – for mig selv. Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg har været min egen anklager, min egen forsvarer og min egen dommer. Mere upartisk, end
