og højhed og lys, således at dit eget grubeliv bli'r som udslettet heroppe på jorden!
- Borkman
(mørk og truende). Er det Erhart, du mener, så sig det straks!
- Fru Borkman
(ser ham fast i øjnene). Ja, det er Erhart. Min søn. Han, som du vil gi' afkald på – til bod for dine egne gerninger.
- Borkman
(med et blik mod Ella). Til bod for min tungeste brøde.
- Fru Borkman
(afvisende). Brøde imod en fremmed bare. Husk på brøden imod mig! (ser hoverende på dem begge.) Men han lyder jer ikke! Når jeg skriger efter ham i min nød, så kommer han! For det er hos mig, han vil være! Hos mig og aldrig hos nogen anden – (lytter pludselig og råber.) Der hører jeg ham! Der er han, – der er han! Erhart!
(Erhart Borkman river ilsomt entrédøren op og kommer ind i stuen. Han er i overfrakke og har hatten på hodet.)
- Erhart
(bleg og ængstelig). Mor da, – hvad i Guds navn –! (han ser Borkman, som står ved døråbningen til havestuen, farer sammen og tager hatten af.)
- Erhart
(tier et øjeblik; så spørger han) Hvad er det, du vil mig, mor? Hvad er her hændt.