i en gammel, tilsneet kavaj, med hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem sneen. Han hinker stærkt på den venstre fod.)
- Borkman
Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu igen?
- Foldal
(ser op). I herrens navn, – står du ude på trappen, John Gabriel? (hilser.) Og fruen også, ser jeg!
- Borkman
(kort). Det er ikke fruen.
- Foldal
Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet brillerne i sneen. – Men at du, som ellers aldrig går udenfor en dør –?
- Borkman
(hensynsløst, lystig). Det er på tiden, jeg begynder at bli' friluftsmenneske igen, skønner du. Næsten tre år i varetægt; fem år i cellen; otte år på salen deroppe –
- Ella Rentheim
(bekymret). Borkman, – jeg be'r dig –!
- Foldal
Ak ja, ja, ja –
- Borkman
Men hvad er det så, du vil mig, spør' jeg?
- Foldal
(står fremdeles nedenfor trappen). Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes,
