- Borkman
(ler indvendig, så det klukker i ham). Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen så urimelig godt, Vilhelm.
- Foldal
(fortsætter ivrig). Og tænk, hun fik først vide det om rejsen nu ikveld. Det var i det selskabet, som du véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer. Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os farvel skriftlig – før hun rejste. (ler.) Men det bli'r der rigtignok ikke noget af!
- Borkman
(ser spørgende på ham). Hvorledes det?
- Foldal
Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de. Ganske tidligt.
- Borkman
Se, se, – imorgen? Skriver hun det?
- Foldal
(ler og gnider hænderne). Ja, men nu er jeg listig, jeg, ser du! Nu går jeg lige op til fru Wiltons –
- Borkman
Nu ikveld?
- Foldal
Ja Herregud, det er da ikke så svært sent endnu. Og skulde der alt være stængt, så ringer
