- Foldal
(stille bevæget). Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken kan føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da. For nu får hun rejse ud i den store, vide verden, som jeg engang havde drømt så dejligt om at få se. I lukket slædevogn får lille Frida rejse. Og med sølvklokker på sæletøjet –
- Borkman
– og køre over sin far –
- Foldal
(glad). Å hvad! Det kan være det samme med mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i køkkenet og græder.
- Borkman
Græder hun?
- Foldal
(småleende). Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd så rent svært, da jeg gik.
- Borkman
Og du ler, du, Vilhelm.
- Foldal
Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår det ikke bedre, hun, ser du. Nå, farvel da! Godt er det, at jeg har sporvognen så nær ved. Farvel, farvel, John Gabriel! Farvel, frøken! (han hilser og går møjsomt ud samme vej, som han kom.)
