Denne siden er korrekturlest
helten den gjæve Adrastos, og mændenes drot Agamemnon
gav ham i lysken et støt. Han faldt paa sin ryg, og Atreiden
satte sin hæl paa hans bryst og trak ut sin asketræs lanse.
Lydelig ropte nu Nestor til alle argeiernes stridsmænd:
«Venner, danaiske helter, I Ares' stridsvante svende!
Ingen av jer maa kaste sig grisk over byttet og dvæle
bakerst, for selv at bringe den rikeste vinding til leiren.
Nei, la os først slaa mændene ned, saa kan I jo siden
plyndre i ro og mak de fældedes rustning paa sletten.»
Saa han talte og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
jaget avsted paa feigeste flugt bak Ilions mure,
hvis ikke Hélenos, Priamos' søn, hin mester i sandsagn,
straks hadde skyndt sig med manende ord til Aineias og Hektor:
«Hør mig, Aineias og Hektor; ti troers og lykiers kampe
hviler jo tungest paa jer. I alt hvor det gjælder et tiltak,
er I de bedste av alle, i kamp og i kløktige planer.
Stans nu her! Gaa om overalt og sørg for at holde
folket tilbake ved porten, før atter de flyr og umandig
synker i kvindernes arme til spot for fienders skarer.
Men saasnart I har egget til kamp vor samlede fylking,
saa skal vi andre forsvare os her mot danaernes rækker,
selv om de trænger os haardt; ti vi drives av nøden den tunge.
Skynd dig saa, Hektor, til byen imens og tal med vor fælles
mor og byd at hun straks skal samle de høibaarne kvinder
hist paa vor kneisende borg ved den blaaøide Pallas' tempel.
Der skal hun aapne med nøklen den hellige tempelhals dører,
og paa den haarfagre Pallas' fang skal hun lægge som gave
ydmyg det slør som hun tykkes er størst og yndigst av alle,
det som hun høiest har skattet av dem som hun gjemmer i hallen.
Saa skal hun love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, saafremt hun vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder, og verne
Ilions hellige by mot Tydevs' søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Sterkest er han, tør jeg si, av alle akaier; ti aldrig
gruet vi saa selv ei for hin vældige høvding Akillevs,
gav ham i lysken et støt. Han faldt paa sin ryg, og Atreiden
satte sin hæl paa hans bryst og trak ut sin asketræs lanse.
Lydelig ropte nu Nestor til alle argeiernes stridsmænd:
«Venner, danaiske helter, I Ares' stridsvante svende!
Ingen av jer maa kaste sig grisk over byttet og dvæle
bakerst, for selv at bringe den rikeste vinding til leiren.
Nei, la os først slaa mændene ned, saa kan I jo siden
plyndre i ro og mak de fældedes rustning paa sletten.»
Saa han talte og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
jaget avsted paa feigeste flugt bak Ilions mure,
hvis ikke Hélenos, Priamos' søn, hin mester i sandsagn,
straks hadde skyndt sig med manende ord til Aineias og Hektor:
«Hør mig, Aineias og Hektor; ti troers og lykiers kampe
hviler jo tungest paa jer. I alt hvor det gjælder et tiltak,
er I de bedste av alle, i kamp og i kløktige planer.
Stans nu her! Gaa om overalt og sørg for at holde
folket tilbake ved porten, før atter de flyr og umandig
synker i kvindernes arme til spot for fienders skarer.
Men saasnart I har egget til kamp vor samlede fylking,
saa skal vi andre forsvare os her mot danaernes rækker,
selv om de trænger os haardt; ti vi drives av nøden den tunge.
Skynd dig saa, Hektor, til byen imens og tal med vor fælles
mor og byd at hun straks skal samle de høibaarne kvinder
hist paa vor kneisende borg ved den blaaøide Pallas' tempel.
Der skal hun aapne med nøklen den hellige tempelhals dører,
og paa den haarfagre Pallas' fang skal hun lægge som gave
ydmyg det slør som hun tykkes er størst og yndigst av alle,
det som hun høiest har skattet av dem som hun gjemmer i hallen.
Saa skal hun love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, saafremt hun vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder, og verne
Ilions hellige by mot Tydevs' søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Sterkest er han, tør jeg si, av alle akaier; ti aldrig
gruet vi saa selv ei for hin vældige høvding Akillevs,
