Denne siden er korrekturlest
han som skal ha, som man sier, til mor en gudinde; men denne
stormer som rasende frem, og i styrke er ingen hans like.»
Saa han talte, og Hektor, hans bror, tok raadet tilfølge.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for han om overalt gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Troerne vendte sig raskt og holdt stand mot akaiernes fylking,
medens akaierne vek og stanset med blodige manddrap.
Visselig trodde de nu at en gud fra den straalende himmel
netop var kommet til troernes hjælp. Saa kjækt de sig vendte.
Ropte da Hektor med rungende røst til troernes fylking:
«Modige troer, og I, vore hjælpere, navngjetne helter!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa de stormende kampe,
medens jeg stevner til Troja med bud til de graanede gubber
hjemme i raadet og til vore hustruer. Dem vil jeg byde
fromt at trygle om gudernes hjælp og love dem ofre.»
Saaledes talte den hjelmbuskvaiende Hektor og ilte
hastig avsted. Mot hans hals og mot anklerne tørnet den sorte
ytterste skindklædte rand som løp om det buklede malmskjold.
Glavkos, Hippolokos' søn, og Tydevs' søn Diomedes
stormet nu kamplystne frem mellem begge de kjæmpende hære.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
talte den høimælte helt Diomedes først til den anden:
«Hvem kan du være blandt menneskers barn, du mandige høvding?
Aldrig tilforn har jeg set dig i kamp, hvor hæderen vindes.
Nu har du vaaget dig frem langt forut for alle de andre,
dristig som faa, naar du trodser saa kjækt min vældige lanse.
Ve de arme forældre, hvis sønner tør møte min styrke!
Men hvis du er av guddommelig æt og er kommet fra himlen,
agter jeg ikke at stevne til kamp mot himmelske guder;
ti selv Dryas' søn, den vældige kjæmpe Lykurgos,
fik kun et kortvarig liv, da han stred mot de evige guder,
helten som jaget den rasende gud Dionysos' ammer
over Nyseïons hellige fjeld, saa de alle til jorden
kastet sin tyrsosstav; ti den mordlystne kjæmpe Lykurgos
slog dem med pigkjeppens brodd. Dionysos selv i sin rædsel
kastet sig ned i det bølgende hav, og Tetis' arme
favnet den skrækslagne gud; ti han skalv for den vældiges trusler,
stormer som rasende frem, og i styrke er ingen hans like.»
Saa han talte, og Hektor, hans bror, tok raadet tilfølge.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for han om overalt gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Troerne vendte sig raskt og holdt stand mot akaiernes fylking,
medens akaierne vek og stanset med blodige manddrap.
Visselig trodde de nu at en gud fra den straalende himmel
netop var kommet til troernes hjælp. Saa kjækt de sig vendte.
Ropte da Hektor med rungende røst til troernes fylking:
«Modige troer, og I, vore hjælpere, navngjetne helter!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa de stormende kampe,
medens jeg stevner til Troja med bud til de graanede gubber
hjemme i raadet og til vore hustruer. Dem vil jeg byde
fromt at trygle om gudernes hjælp og love dem ofre.»
Saaledes talte den hjelmbuskvaiende Hektor og ilte
hastig avsted. Mot hans hals og mot anklerne tørnet den sorte
ytterste skindklædte rand som løp om det buklede malmskjold.
Glavkos, Hippolokos' søn, og Tydevs' søn Diomedes
stormet nu kamplystne frem mellem begge de kjæmpende hære.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
talte den høimælte helt Diomedes først til den anden:
«Hvem kan du være blandt menneskers barn, du mandige høvding?
Aldrig tilforn har jeg set dig i kamp, hvor hæderen vindes.
Nu har du vaaget dig frem langt forut for alle de andre,
dristig som faa, naar du trodser saa kjækt min vældige lanse.
Ve de arme forældre, hvis sønner tør møte min styrke!
Men hvis du er av guddommelig æt og er kommet fra himlen,
agter jeg ikke at stevne til kamp mot himmelske guder;
ti selv Dryas' søn, den vældige kjæmpe Lykurgos,
fik kun et kortvarig liv, da han stred mot de evige guder,
helten som jaget den rasende gud Dionysos' ammer
over Nyseïons hellige fjeld, saa de alle til jorden
kastet sin tyrsosstav; ti den mordlystne kjæmpe Lykurgos
slog dem med pigkjeppens brodd. Dionysos selv i sin rædsel
kastet sig ned i det bølgende hav, og Tetis' arme
favnet den skrækslagne gud; ti han skalv for den vældiges trusler,
