Denne siden er korrekturlest
FØRSTE SANG.
VREDEN. PESTEN.
Syng, gudinde, om vreden som tok Peleiden Akillevs
svanger med død for akaiernes mænd og med talløse sorger.
Mangen en heltesjæl sendte den ned til Hades og gjorde
kroppen til føde for hunder og flokker av rovgriske fugler.
Saaledes var det at Zevs, den almægtiges vilje blev fuldbragt
straks fra den dag da striden brøt ut og tvedragten skilte
hærkongen, Atrevs' mægtige søn, og den stolte Akillevs.
Hvem blandt guderne var det som egget de tvende til striden?
Han som er søn av Leto og Zevs; ti harmfuld mot kongen
sendte han vidt over leiren en herjende farsott, og folket
segnet i døden til straf; ti Atrevs' søn hadde haanet
Kryses, hans prest, da han kom til akaiernes letrodde snekker
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs' sønner, de to som raadet for hæren:
«Hør mig, Atrevs' sønner og hærklædte mænd fra Akaia!
Maatte de guder som bor paa Olymp, forunde jer alle
lykkelig hjemfærd, naar Priamos' by er styrtet i gruset!
Aa, men gi mig mit elskede barn og ta mine skatte!
Bøi jer i blygsel for Alfaders søn, fjernskytten Apollon!»
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige skatte.
Dog, det huet ei Atrevs' søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra sin leir, og barskt var hans truende magtbud:
svanger med død for akaiernes mænd og med talløse sorger.
Mangen en heltesjæl sendte den ned til Hades og gjorde
kroppen til føde for hunder og flokker av rovgriske fugler.
Saaledes var det at Zevs, den almægtiges vilje blev fuldbragt
straks fra den dag da striden brøt ut og tvedragten skilte
hærkongen, Atrevs' mægtige søn, og den stolte Akillevs.
Hvem blandt guderne var det som egget de tvende til striden?
Han som er søn av Leto og Zevs; ti harmfuld mot kongen
sendte han vidt over leiren en herjende farsott, og folket
segnet i døden til straf; ti Atrevs' søn hadde haanet
Kryses, hans prest, da han kom til akaiernes letrodde snekker
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs' sønner, de to som raadet for hæren:
«Hør mig, Atrevs' sønner og hærklædte mænd fra Akaia!
Maatte de guder som bor paa Olymp, forunde jer alle
lykkelig hjemfærd, naar Priamos' by er styrtet i gruset!
Aa, men gi mig mit elskede barn og ta mine skatte!
Bøi jer i blygsel for Alfaders søn, fjernskytten Apollon!»
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige skatte.
Dog, det huet ei Atrevs' søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra sin leir, og barskt var hans truende magtbud:
