Denne siden er korrekturlest
segne i døden, og du har forskyldt at hærskrik og kampgny
raser om denne vor stad. Selv vilde du refse en anden,
dersom du saa at han viste sig feig i de grufulde kampe.
Op da, saa ikke vor by skal herjes av flammende luer!»
Derefter svarte igjen den straalende helt Aleksandros:
Hektor, din haan er forskyldt; du refser mig ikke ubillig.
Ti vil jeg gi dig et svar. Læg du det paa sinde og hør mig:
Ikke saa meget av vrede og nag imot troiske landsmænd
sitter jeg her i mit kammer, men lammet av trykkende tungsind.
Nu har min hustru formant mig med venlige ord og har atter
egget mit mod til at stevne til kamp. Selv tykkes jeg ogsaa
nu at dette er bedst. Mellem stridsmænd veksler jo seiren.
Vent nu en stund, mens jeg aksler til kamp min krigerske rustning,
eller gaa foran, saa kommer jeg snart. Jeg tror jeg skal naa dig.»
Saa han talte. Den herlige Hektor svarte ham ikke.
Hélena vendte sig nu med venlige ord til sin svoger:
«Svoger av mig, jeg frække, som voldte jer vanheld og sorger.
Aa, hadde selvsamme dag som min mor hadde født mig til verden,
stormende vindbyger revet mig bort paa susende vinger
hen til et fjeld eller ned i de skummende bølger paa havet!
Da hadde bølgerne blit min grav, før dette var kommet.
Men siden guderne selv vilde volde mig al denne jammer,
burde jeg dog ha faat en ædlere mand til min husbond,
en som gav agt paa menneskers hat og sviende haansord.
Denne har ei i sit sind nogen manddom og fasthet, og aldrig
faar han det heller. Han høster vel snart, kan jeg tro, som han saadde.
Dog, træd indenfor, svoger, og sæt dig til hvile paa stolen.
Du er jo den som maa bære den bitreste kvide og bøte
haardest for al min skamløse færd og for Paris' brøde.
Os har Zevs git en sørgelig lod; ti de kommende slegter
vil gjennem tiderne synge om os sine spottende viser.»
Derefter svarte den høie, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Hélena, bed mig dog ei saa venlig at sitte. Jeg kan ei.
Alt forlængst staar hele min hu til at verne i kampen
troernes mænd, som savner mig saart, naar jeg ei er tilstede.
Faa du nu denne avsted, og selv maa han skynde sig ivrig
saa han kan træffe mig snart, mens jeg endnu er inde i byen;
ti jeg vil skynde mig hjem til mit hus for at se til min unge
raser om denne vor stad. Selv vilde du refse en anden,
dersom du saa at han viste sig feig i de grufulde kampe.
Op da, saa ikke vor by skal herjes av flammende luer!»
Derefter svarte igjen den straalende helt Aleksandros:
Hektor, din haan er forskyldt; du refser mig ikke ubillig.
Ti vil jeg gi dig et svar. Læg du det paa sinde og hør mig:
Ikke saa meget av vrede og nag imot troiske landsmænd
sitter jeg her i mit kammer, men lammet av trykkende tungsind.
Nu har min hustru formant mig med venlige ord og har atter
egget mit mod til at stevne til kamp. Selv tykkes jeg ogsaa
nu at dette er bedst. Mellem stridsmænd veksler jo seiren.
Vent nu en stund, mens jeg aksler til kamp min krigerske rustning,
eller gaa foran, saa kommer jeg snart. Jeg tror jeg skal naa dig.»
Saa han talte. Den herlige Hektor svarte ham ikke.
Hélena vendte sig nu med venlige ord til sin svoger:
«Svoger av mig, jeg frække, som voldte jer vanheld og sorger.
Aa, hadde selvsamme dag som min mor hadde født mig til verden,
stormende vindbyger revet mig bort paa susende vinger
hen til et fjeld eller ned i de skummende bølger paa havet!
Da hadde bølgerne blit min grav, før dette var kommet.
Men siden guderne selv vilde volde mig al denne jammer,
burde jeg dog ha faat en ædlere mand til min husbond,
en som gav agt paa menneskers hat og sviende haansord.
Denne har ei i sit sind nogen manddom og fasthet, og aldrig
faar han det heller. Han høster vel snart, kan jeg tro, som han saadde.
Dog, træd indenfor, svoger, og sæt dig til hvile paa stolen.
Du er jo den som maa bære den bitreste kvide og bøte
haardest for al min skamløse færd og for Paris' brøde.
Os har Zevs git en sørgelig lod; ti de kommende slegter
vil gjennem tiderne synge om os sine spottende viser.»
Derefter svarte den høie, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Hélena, bed mig dog ei saa venlig at sitte. Jeg kan ei.
Alt forlængst staar hele min hu til at verne i kampen
troernes mænd, som savner mig saart, naar jeg ei er tilstede.
Faa du nu denne avsted, og selv maa han skynde sig ivrig
saa han kan træffe mig snart, mens jeg endnu er inde i byen;
ti jeg vil skynde mig hjem til mit hus for at se til min unge
