Denne siden er korrekturlest
Kjærlig han saa paa sin søn, og smilte i taushet til barnet.
Men Andromake traadte ham nær og med taarer i øiet
grep hun og trykket med ømhet hans haand og talte saa bønlig.
«Hektor du slemme! Dit mod blir din død. Du ynkes jo aldrig
over dit spæde, uskyldige barn og mig arme, som snarlig
vorder din enke; ti snart vil alle akaierne styrte
mot dig og volde din død. Aa, mister jeg dig, var det bedre
om jeg fik synke i muld; ti senere finder jeg aldrig
lindrende trøst eller haab, naar du har fundet din bane;
nei kun sorger. Ei far eller mor har jeg længer i live.
Dræpt blev vor elskede far av helten den stolte Akillevs
dengang han herjet kilikernes by med de kneisende porte,
Tebai den prægtige stad. Eëtion faldt for hans lanse.
Rustningen tok han dog ei; ti han gruet for det i sit hjerte.
Nei, men han brændte hans lik i den skinnende rustning og reiste
haug over høvdingens ben, og aigissvingerens døtre,
nymfer fra bjergene, plantet av alm en lund om hans gravhaug.
Og mine brødre, de syv som var født i de hjemlige haller,
vandret i følge paa selvsamme dag til Hades' bolig.
Alle blev dræpt av den fotrappe helt, den stolte Akillevs,
medens de vogtet de snehvite faar og de langsomme okser.
Ja, og min mor, som hersket saa vidt om det skogrike Plakos,
førte han voldelig bort med alt sit øvrige hærfang.
Dog, han gav hende fri mot herlige skatte som løsning;
men hun blev dræpt i sin fars palads av Artemis' piler.
Hektor, saa maa du da nu være far og mor for din hustru.
Du er min bror, og du er min elskede mandige husbond.
Ynkes da over mig nu og bli her oppe paa taarnet.
Gjør ei din søn til et faderløst barn og din hustru til enke.
Stil dine mænd ved fikenen hist, hvor fienden lettest
trænger sig ind i vor by og hvor murene lettest kan stormes.
Treganger fristet tilforn de tapreste helter at storme.
Begge Aianterne kom i drotten Idomenevs' følge,
likesaa Atrevs' sønner og Tydevs' søn Diomedes,
enten de fulgte et vink av en som er kyndig i varsler,
eller de egges og drives avsted av sin rasende kamplyst.»
Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Alt hvad du sa, min elskede, tænker jeg selv; men jeg blyges
Men Andromake traadte ham nær og med taarer i øiet
grep hun og trykket med ømhet hans haand og talte saa bønlig.
«Hektor du slemme! Dit mod blir din død. Du ynkes jo aldrig
over dit spæde, uskyldige barn og mig arme, som snarlig
vorder din enke; ti snart vil alle akaierne styrte
mot dig og volde din død. Aa, mister jeg dig, var det bedre
om jeg fik synke i muld; ti senere finder jeg aldrig
lindrende trøst eller haab, naar du har fundet din bane;
nei kun sorger. Ei far eller mor har jeg længer i live.
Dræpt blev vor elskede far av helten den stolte Akillevs
dengang han herjet kilikernes by med de kneisende porte,
Tebai den prægtige stad. Eëtion faldt for hans lanse.
Rustningen tok han dog ei; ti han gruet for det i sit hjerte.
Nei, men han brændte hans lik i den skinnende rustning og reiste
haug over høvdingens ben, og aigissvingerens døtre,
nymfer fra bjergene, plantet av alm en lund om hans gravhaug.
Og mine brødre, de syv som var født i de hjemlige haller,
vandret i følge paa selvsamme dag til Hades' bolig.
Alle blev dræpt av den fotrappe helt, den stolte Akillevs,
medens de vogtet de snehvite faar og de langsomme okser.
Ja, og min mor, som hersket saa vidt om det skogrike Plakos,
førte han voldelig bort med alt sit øvrige hærfang.
Dog, han gav hende fri mot herlige skatte som løsning;
men hun blev dræpt i sin fars palads av Artemis' piler.
Hektor, saa maa du da nu være far og mor for din hustru.
Du er min bror, og du er min elskede mandige husbond.
Ynkes da over mig nu og bli her oppe paa taarnet.
Gjør ei din søn til et faderløst barn og din hustru til enke.
Stil dine mænd ved fikenen hist, hvor fienden lettest
trænger sig ind i vor by og hvor murene lettest kan stormes.
Treganger fristet tilforn de tapreste helter at storme.
Begge Aianterne kom i drotten Idomenevs' følge,
likesaa Atrevs' sønner og Tydevs' søn Diomedes,
enten de fulgte et vink av en som er kyndig i varsler,
eller de egges og drives avsted av sin rasende kamplyst.»
Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Alt hvad du sa, min elskede, tænker jeg selv; men jeg blyges
