Denne siden er korrekturlest
«La mig ei træffe dig her ved de stavnkrumme snekker, du gamle,
enten du agter at bli eller siden at komme tilbake.
Da kunde guddommens scepter og baand ei skjærme din svakhet.
Vit at jeg aldrig vil gi hende fri; nei, før skal hun ældes
hist paa min kongsgaard i Argos, langt borte fra frænder og hjemland.
Der skal hun sysle med væven, og der skal hun rede mit leie.
Tir mig nu ikke, men gaa, saa du frelst kan vende tilbake!»
Saaledes talte han. Oldingen skalv og lød hans befaling.
Taus gik han hjem langs havet, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da den gamle gik bort, besvor han med brændende bønner
guden Apollon, hin mægtige søn av den haarfagre Leto:
«Hør mig, du gud med buen av sølv, som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud!
Smintevs! saafremt jeg har bygget for dig et straalende tempel,
dersom jeg mangen en gang paa dit alter har ofret dig fete
stykker av okser og gjeter, saa hør mig og gjør som jeg ber dig:
Hevn mine taarer og tugt danaerne med dine piler!»
Brændende bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Barsk steg han ned fra Olympos' tind med vrede i hjertet.
Sølvbuen bar han paa akslen og koggerets lukkede gjemme.
Pilene klang paa hans skuldre, da guden i flammende vrede
hastet avsted mot sit maal, og mørkt var hans aasyn som natten.
Langt fra skibene satte han sig og sendte med vælde
pilen fra strengen, og sølvbuens klang var grufuld at høre.
Først tok han sigte paa muldyr og fotrappe hunder i leiren;
derefter skjøt han paa mændene selv og de smertende piler
rammet dem altid, og luerne steg fra talrike likbaal.
Fjernskyttens piler fløi om ni samfulde dage i leiren;
men da den tiende kom, blev folket kaldt til av Akillevs.
Tanken blev lagt i hans sjæl av gudinden den armhvite Hera;
ti da hun saa danaerne dø, blev hun grepet av medynk.
Da de var stimlet til tinge i flok, og alle var samlet,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs' søn, nu tror jeg forvisst vi maa vende tilbake
skammelig slaat og prise vort held, hvis livet kan bjerges,
dersom akaierne baade skal dø av sott og i kampen.
La os nu spørge en spaamand, en prest, eller en som kan tyde
drømmenes tale, — ti Zevs gir ogsaa i drømme sit varsel —
enten du agter at bli eller siden at komme tilbake.
Da kunde guddommens scepter og baand ei skjærme din svakhet.
Vit at jeg aldrig vil gi hende fri; nei, før skal hun ældes
hist paa min kongsgaard i Argos, langt borte fra frænder og hjemland.
Der skal hun sysle med væven, og der skal hun rede mit leie.
Tir mig nu ikke, men gaa, saa du frelst kan vende tilbake!»
Saaledes talte han. Oldingen skalv og lød hans befaling.
Taus gik han hjem langs havet, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da den gamle gik bort, besvor han med brændende bønner
guden Apollon, hin mægtige søn av den haarfagre Leto:
«Hør mig, du gud med buen av sølv, som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud!
Smintevs! saafremt jeg har bygget for dig et straalende tempel,
dersom jeg mangen en gang paa dit alter har ofret dig fete
stykker av okser og gjeter, saa hør mig og gjør som jeg ber dig:
Hevn mine taarer og tugt danaerne med dine piler!»
Brændende bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Barsk steg han ned fra Olympos' tind med vrede i hjertet.
Sølvbuen bar han paa akslen og koggerets lukkede gjemme.
Pilene klang paa hans skuldre, da guden i flammende vrede
hastet avsted mot sit maal, og mørkt var hans aasyn som natten.
Langt fra skibene satte han sig og sendte med vælde
pilen fra strengen, og sølvbuens klang var grufuld at høre.
Først tok han sigte paa muldyr og fotrappe hunder i leiren;
derefter skjøt han paa mændene selv og de smertende piler
rammet dem altid, og luerne steg fra talrike likbaal.
Fjernskyttens piler fløi om ni samfulde dage i leiren;
men da den tiende kom, blev folket kaldt til av Akillevs.
Tanken blev lagt i hans sjæl av gudinden den armhvite Hera;
ti da hun saa danaerne dø, blev hun grepet av medynk.
Da de var stimlet til tinge i flok, og alle var samlet,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs' søn, nu tror jeg forvisst vi maa vende tilbake
skammelig slaat og prise vort held, hvis livet kan bjerges,
dersom akaierne baade skal dø av sott og i kampen.
La os nu spørge en spaamand, en prest, eller en som kan tyde
drømmenes tale, — ti Zevs gir ogsaa i drømme sit varsel —
