Denne siden er korrekturlest
Likesom Zefyros straks, naar han reiser sig, kruser det blanke
speilklare hav med sit pust og havflaten sortner for brisen,
saaledes sat nu akaier og troiske mænd over sletten
ordnet i række og rad; men Hektor tok ordet og mælte:
«Lyt til mit ord, I troer og malmklædte mænd av Akaia,
forat jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at melde.
Zevs, som troner i sky, har ei fuldbyrdet vor edspakt
Harmfuld mot begge de kjæmpende folk lar han skjæbnen faa raade,
indtil det lykkes for eder at ta det murkranste Troja,
eller I selv blir kuet av os ved de hurtige snekker.
Hist blandt eder er samlet i kreds de bedste akaier.
La nu den mand som har lyst til at møte mig selv i en tvekamp,
komme som samtliges forkjæmper hit for at stride mot Hektor.
Nu vil jeg nævne mit forslag, og Zevs skal være vort vidne:
Dersom hin helt faar fældet mig selv med det skarpslepne kobber,
da skal han bære min rustning som løn til de gyngende skibe;
men han skal sende mit lik tilbake til hjemmet, saa alle
troiske kvinder og mænd efter døden kan unde mig baalfærd.
Men hvis Apollon forunder mig ry og jeg selv vinder seier,
da skal jeg bære hans rustning avsted til det hellige Troja.
Der skal jeg hænge den stolt i fjernskytten Foibos' tempel,
men jeg skal love at sende hans lik til de toftede snekker,
forat akaiernes haarfagre mænd kan feire hans likfærd
reisende helten en haug ved den mægtige strøm Hellespontos.
Siden vil mangen en mand kunne si blandt sildige slegter,
naar paa sit toftede skib han seiler paa vindunkle bølger:
«Her har de jordet en mand som døde i fremfarne dage,
engang en ypperlig helt; men han faldt for den straalende Hektor.»
Saa vil de mangengang si, og aldrig forglemmes min hæder.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Vægre sig tyktes en skam; men for tvekampen gruet de alle.
Reiste sig da Menelaos tilsidst og talte iblandt dem.
Haanende lød hans harmfyldte ord, mens han tungt maatte sukke:
«Mundhelter! ikke akaiiske mænd; men akaiiske kvinder!
Visselig blir det en skam, og værre end værst vil den vorde,
dersom ei nogen danaer tør vaage sig Hektor imøte.
Gid I maa vorde til jord og til vand hver eneste usling
alle som sitter saa modløse her uten tanke paa hæder.
speilklare hav med sit pust og havflaten sortner for brisen,
saaledes sat nu akaier og troiske mænd over sletten
ordnet i række og rad; men Hektor tok ordet og mælte:
«Lyt til mit ord, I troer og malmklædte mænd av Akaia,
forat jeg nu kan faa sagt hvad mit hjerte har lyst til at melde.
Zevs, som troner i sky, har ei fuldbyrdet vor edspakt
Harmfuld mot begge de kjæmpende folk lar han skjæbnen faa raade,
indtil det lykkes for eder at ta det murkranste Troja,
eller I selv blir kuet av os ved de hurtige snekker.
Hist blandt eder er samlet i kreds de bedste akaier.
La nu den mand som har lyst til at møte mig selv i en tvekamp,
komme som samtliges forkjæmper hit for at stride mot Hektor.
Nu vil jeg nævne mit forslag, og Zevs skal være vort vidne:
Dersom hin helt faar fældet mig selv med det skarpslepne kobber,
da skal han bære min rustning som løn til de gyngende skibe;
men han skal sende mit lik tilbake til hjemmet, saa alle
troiske kvinder og mænd efter døden kan unde mig baalfærd.
Men hvis Apollon forunder mig ry og jeg selv vinder seier,
da skal jeg bære hans rustning avsted til det hellige Troja.
Der skal jeg hænge den stolt i fjernskytten Foibos' tempel,
men jeg skal love at sende hans lik til de toftede snekker,
forat akaiernes haarfagre mænd kan feire hans likfærd
reisende helten en haug ved den mægtige strøm Hellespontos.
Siden vil mangen en mand kunne si blandt sildige slegter,
naar paa sit toftede skib han seiler paa vindunkle bølger:
«Her har de jordet en mand som døde i fremfarne dage,
engang en ypperlig helt; men han faldt for den straalende Hektor.»
Saa vil de mangengang si, og aldrig forglemmes min hæder.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen.
Vægre sig tyktes en skam; men for tvekampen gruet de alle.
Reiste sig da Menelaos tilsidst og talte iblandt dem.
Haanende lød hans harmfyldte ord, mens han tungt maatte sukke:
«Mundhelter! ikke akaiiske mænd; men akaiiske kvinder!
Visselig blir det en skam, og værre end værst vil den vorde,
dersom ei nogen danaer tør vaage sig Hektor imøte.
Gid I maa vorde til jord og til vand hver eneste usling
alle som sitter saa modløse her uten tanke paa hæder.
