Denne siden er korrekturlest
«Gubbe, nu trænges du haardt av kjæmper med ungdommens kræfter.
Lammet er fordums kraft, og du følges av alderens plager.
Mat er din vognstyrer nu, og langsomme er dine hester.
Kom, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og let de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Dem har jeg tat fra Aineias. Vidt spreder de rædsel paa valen.
Dine kan svendene nu føre bort, saa styrer vi disse
frem imot troernes kjæmper tilvogns, og da skal tilvisse
Hektor faa se om ogsaa mit spyd kan rase i haanden.»
Saa han talte, og ei var vognkjæmpen Nestor uvillig.
Oldingens hester blev nu ført bort av kyndige svende,
Stenelos, kraftig og kjæk, og Evrymédon, helten saa mandig.
Paa Diomedes' vogn steg derefter begge, og Nestor
fattet de skinnende tøiler i haand og snertet de rappe
hester med svepen, og snart var de nær den straalende Hektor.
Tydevs' søn tok sigte, da høvdingen stormet imot dem.
Spydsodden rammet ei ham; men like i brystet ved vorten
traf han Eniopevs, søn av den modige kjæmpe Tebaios,
svenden som styrte hans vogn og tøilet de fotrappe hester.
Ned ifra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var knækket.
Krympet da Hektor sig saart i sin sjæl i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Ilsomt speidet han efter en vognstyrer kjæk, og hans hester
savnet ei længe en styrer; snart fandt han i vrimlen den tapre
helt Arkeptolemos, Ifitos' søn, og bad ham at stige
op paa den rullende vogn og rakte ham hestenes tøiler.
Ufærd var nu blit troernes lod og ubotelig vanheld;
nu var de drevet bak Ilions mur som smaafæ til kveen,
hvis ikke guders og menneskers far hadde merket det hastig.
Høit han tordnet og slynget det flammende lyn fra sin høire.
Ved Diomedes' vogn slog det ned for hestenes føtter.
Frygtelig fræste dets ild med svovelblaat flammende luer.
Hestene rystet av skræk og segnet i knæ under aaket,
Tøilerne for med et ryk den graanede Nestor av hænde.
Skrækslagen talte han saa til den herlige helt Diomedes:
«Tydevs' søn, styr atter paa flugt dine fotrappe hester!
Lammet er fordums kraft, og du følges av alderens plager.
Mat er din vognstyrer nu, og langsomme er dine hester.
Kom, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og let de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Dem har jeg tat fra Aineias. Vidt spreder de rædsel paa valen.
Dine kan svendene nu føre bort, saa styrer vi disse
frem imot troernes kjæmper tilvogns, og da skal tilvisse
Hektor faa se om ogsaa mit spyd kan rase i haanden.»
Saa han talte, og ei var vognkjæmpen Nestor uvillig.
Oldingens hester blev nu ført bort av kyndige svende,
Stenelos, kraftig og kjæk, og Evrymédon, helten saa mandig.
Paa Diomedes' vogn steg derefter begge, og Nestor
fattet de skinnende tøiler i haand og snertet de rappe
hester med svepen, og snart var de nær den straalende Hektor.
Tydevs' søn tok sigte, da høvdingen stormet imot dem.
Spydsodden rammet ei ham; men like i brystet ved vorten
traf han Eniopevs, søn av den modige kjæmpe Tebaios,
svenden som styrte hans vogn og tøilet de fotrappe hester.
Ned ifra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var knækket.
Krympet da Hektor sig saart i sin sjæl i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Ilsomt speidet han efter en vognstyrer kjæk, og hans hester
savnet ei længe en styrer; snart fandt han i vrimlen den tapre
helt Arkeptolemos, Ifitos' søn, og bad ham at stige
op paa den rullende vogn og rakte ham hestenes tøiler.
Ufærd var nu blit troernes lod og ubotelig vanheld;
nu var de drevet bak Ilions mur som smaafæ til kveen,
hvis ikke guders og menneskers far hadde merket det hastig.
Høit han tordnet og slynget det flammende lyn fra sin høire.
Ved Diomedes' vogn slog det ned for hestenes føtter.
Frygtelig fræste dets ild med svovelblaat flammende luer.
Hestene rystet av skræk og segnet i knæ under aaket,
Tøilerne for med et ryk den graanede Nestor av hænde.
Skrækslagen talte han saa til den herlige helt Diomedes:
«Tydevs' søn, styr atter paa flugt dine fotrappe hester!
