Denne siden er korrekturlest
Skjønner du ikke at Zevs ei under dig kraft til at seire?
Visst er det Hektor hvem Kronos' søn gir seierens hæder
nu for idag; men er det hans agt, saa skjænker han siden
prisen til os. Ei stanser en mand hvad Zevs har i sinde,
selv om hans styrke er stor. Langt større er Alfaders vælde.»
Straks tok den høimælte helt Diomedes til orde og svarte:
«Gamle, ja visselig gir jeg dig ret i alt hvad du nævnte;
dog jeg pines i hjerte og sind av nagende blygsel.
Hektor vil senere si, naar han taler til troer paa tinge:
«Tydevs' søn maatte flygte for mig til de toftede snekker.»
Saa vil han pralende si. Gid jorden mig da vilde sluke!»
Atter tok Nestor, Gerenias drot, til orde og svarte:
«Skam dig for saadanne ord, du søn av den kampglade Tydevs!
ti dersom Hektor vil kalde dig feig og en ynkelig kryster,
agter dog ikke en troer hans ord og ingen dardaner.
Tiltro vinder han ikke hos én av de modige troers
kvinder hvis unge og kraftige mænd du styrtet i støvet.»
Saaledes talte den gamle og vendte de stampende hester
atter til flugt gjennem stimlen, mens Hektor og troerne slynget
mot dem en hagl av hvinende spyd med rungende hærskrik.
Høilydt ropte nu helten, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Tydevs' søn, dig æret danaernes mænd blandt de første.
Hædersplads fik du, det lækreste kjøt og bredfulde bægre.
Nu vil de agte dig ringe; ti nu er du blit til et kvindfolk.
Væk, elendige dukkemand! Mig skal du ikke faa jaget.
Ei skal du sætte din fot paa vor mur, og ei skal du føre
bort paa dit skib vore kvinder. Nei, før skal jeg gi dig din bane.»
Saa han talte; men Tydevs' søn var i tvil om han skulde
vende med vognen og maale sin kraft med Hektors i tvekamp.
Treganger tordnet den alvise Zevs fra Ida og varslet
held for troernes mænd og den avgjorte seier i slaget.
Rungende ropte da Hektor til troernes fremdjerve fylking:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Tydelig skjønner jeg nu at Kronos' søn i sin naade
lover mig seier og ry, men akaierne jammer og vanheld.
Aa, de daarer, som bygget med stræv hin kneisende ringmur!
Svak er den, ingenting værd. Min kraft skal den ei kunne stanse.
Visst er det Hektor hvem Kronos' søn gir seierens hæder
nu for idag; men er det hans agt, saa skjænker han siden
prisen til os. Ei stanser en mand hvad Zevs har i sinde,
selv om hans styrke er stor. Langt større er Alfaders vælde.»
Straks tok den høimælte helt Diomedes til orde og svarte:
«Gamle, ja visselig gir jeg dig ret i alt hvad du nævnte;
dog jeg pines i hjerte og sind av nagende blygsel.
Hektor vil senere si, naar han taler til troer paa tinge:
«Tydevs' søn maatte flygte for mig til de toftede snekker.»
Saa vil han pralende si. Gid jorden mig da vilde sluke!»
Atter tok Nestor, Gerenias drot, til orde og svarte:
«Skam dig for saadanne ord, du søn av den kampglade Tydevs!
ti dersom Hektor vil kalde dig feig og en ynkelig kryster,
agter dog ikke en troer hans ord og ingen dardaner.
Tiltro vinder han ikke hos én av de modige troers
kvinder hvis unge og kraftige mænd du styrtet i støvet.»
Saaledes talte den gamle og vendte de stampende hester
atter til flugt gjennem stimlen, mens Hektor og troerne slynget
mot dem en hagl av hvinende spyd med rungende hærskrik.
Høilydt ropte nu helten, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Tydevs' søn, dig æret danaernes mænd blandt de første.
Hædersplads fik du, det lækreste kjøt og bredfulde bægre.
Nu vil de agte dig ringe; ti nu er du blit til et kvindfolk.
Væk, elendige dukkemand! Mig skal du ikke faa jaget.
Ei skal du sætte din fot paa vor mur, og ei skal du føre
bort paa dit skib vore kvinder. Nei, før skal jeg gi dig din bane.»
Saa han talte; men Tydevs' søn var i tvil om han skulde
vende med vognen og maale sin kraft med Hektors i tvekamp.
Treganger tordnet den alvise Zevs fra Ida og varslet
held for troernes mænd og den avgjorte seier i slaget.
Rungende ropte da Hektor til troernes fremdjerve fylking:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner; gaa paa i stormende kamplyst!
Tydelig skjønner jeg nu at Kronos' søn i sin naade
lover mig seier og ry, men akaierne jammer og vanheld.
Aa, de daarer, som bygget med stræv hin kneisende ringmur!
Svak er den, ingenting værd. Min kraft skal den ei kunne stanse.
