Denne siden er korrekturlest
Grøften de nylig har gravet, skal hestene let hoppe over.
Men naar jeg kommer tilsidst helt frem til de tjærede skibe,
gjælder det ret i betids at tænke paa blus og paa brande,
saa jeg faar brændt deres skibe og dræpt de argeiiske stridsmænd,
mens de i sansesløs skræk farer om ved de rykende skibe.»
Saa han talte og egget med manende ord sine hester:
«Ksantos, og du Podargos, du herlige Lampos og Aiton!
Løn mig nu ivrig for omhu og røkt og den nærende hvete,
den som Andrómake selv, den bolde Eétions datter,
gav jer i rikeste maal, og den liflige vin som hun altid
blandet i vandet for jer, saa ofte I lystet at drikke,
førend jeg selv, hendes blomstrende mand, fik gaa til mit maaltid.
Stræk nu ut, saa vi tar dem igjen og kan gjøre til bytte
Nestors herlige skjold som til skyerne hæves av rygtet.
Helt av guld skal det være, det selv og begge dets haandtak.
Da kan vi ogsaa faa revet Hefaistos' herlige kunstverk,
panserets hamrede malm, fra hin helt Diomedes' skuldre.
Tar vi saa kostelig bytte, saa tror jeg akaierne flygter
endnu i kommende nat ombord paa de hurtige snekker.»
Saaledes pralte han stolt. Da vrededes Hera, og heftig
skalv hun av harm paa sin stol, saa hun rystet det høie Olympen
Fnysende talte hun saa til den mægtige havgud Poseidon:
«Vældige jordryster, skam dig! Si, føler selv du i dit hjerte
sletingen ynk for danaernes mænd som maa segne i døden?
Til dine templer de sender jo dog de herligste gaver
hist i Helike og Aigai. Du burde dog unde dem seier.
Ti dersom alle vi guder, som hjælper danaerne, vilde
stanse den tordnende Zevs, mens vi jaget de troiske stridsmænd,
kunde han sitte der, bister i hu, alene paa Ida.»
Da tok den vældige jordryster barsk til orde og svarte:
«Hera, aa du som tar munden saa fuld, hvad er det du sier!
Nei, jeg har slet ikke lyst paa en kamp mellem Zevs og os andre
guder tilhobe. Langt større end vor er Alfaders styrke.»
Saaledes lød de ord som nu med hinanden de vekslet.
Men fra graven om muren til skibenes række var sletten
fyldt i myldrende trængsel av hester og skjolddækte kjæmper.
Hektor, Priamos' søn, saa kjæk som den stormende Ares,
trængte dem haardt; ti Zevs hadde skjænket ham seierens hæder.
Nu hadde høvdingen brændt med flammende ild deres snekker,
Men naar jeg kommer tilsidst helt frem til de tjærede skibe,
gjælder det ret i betids at tænke paa blus og paa brande,
saa jeg faar brændt deres skibe og dræpt de argeiiske stridsmænd,
mens de i sansesløs skræk farer om ved de rykende skibe.»
Saa han talte og egget med manende ord sine hester:
«Ksantos, og du Podargos, du herlige Lampos og Aiton!
Løn mig nu ivrig for omhu og røkt og den nærende hvete,
den som Andrómake selv, den bolde Eétions datter,
gav jer i rikeste maal, og den liflige vin som hun altid
blandet i vandet for jer, saa ofte I lystet at drikke,
førend jeg selv, hendes blomstrende mand, fik gaa til mit maaltid.
Stræk nu ut, saa vi tar dem igjen og kan gjøre til bytte
Nestors herlige skjold som til skyerne hæves av rygtet.
Helt av guld skal det være, det selv og begge dets haandtak.
Da kan vi ogsaa faa revet Hefaistos' herlige kunstverk,
panserets hamrede malm, fra hin helt Diomedes' skuldre.
Tar vi saa kostelig bytte, saa tror jeg akaierne flygter
endnu i kommende nat ombord paa de hurtige snekker.»
Saaledes pralte han stolt. Da vrededes Hera, og heftig
skalv hun av harm paa sin stol, saa hun rystet det høie Olympen
Fnysende talte hun saa til den mægtige havgud Poseidon:
«Vældige jordryster, skam dig! Si, føler selv du i dit hjerte
sletingen ynk for danaernes mænd som maa segne i døden?
Til dine templer de sender jo dog de herligste gaver
hist i Helike og Aigai. Du burde dog unde dem seier.
Ti dersom alle vi guder, som hjælper danaerne, vilde
stanse den tordnende Zevs, mens vi jaget de troiske stridsmænd,
kunde han sitte der, bister i hu, alene paa Ida.»
Da tok den vældige jordryster barsk til orde og svarte:
«Hera, aa du som tar munden saa fuld, hvad er det du sier!
Nei, jeg har slet ikke lyst paa en kamp mellem Zevs og os andre
guder tilhobe. Langt større end vor er Alfaders styrke.»
Saaledes lød de ord som nu med hinanden de vekslet.
Men fra graven om muren til skibenes række var sletten
fyldt i myldrende trængsel av hester og skjolddækte kjæmper.
Hektor, Priamos' søn, saa kjæk som den stormende Ares,
trængte dem haardt; ti Zevs hadde skjænket ham seierens hæder.
Nu hadde høvdingen brændt med flammende ild deres snekker,
