Denne siden er korrekturlest
Ei kan jeg ta mig et øiebliks hvil, saa længe jeg eier
kraft i min arm; men siden vi jog dem tilbake mot Troja,
tar jeg mit sigte og fælder dem, mand efter mand, med min bue.
Sylhvasse piler, ja otte paa rad, har jeg sendt, og de fæstet
alle som en sin odd i de raskeste krigeres kropper.
Dog, hin rasende hund er jeg ikke istand til at ramme.»
Saa han talte og sigtet paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Ham gik skuddet forbi; men en anden av Priamos' sønner,
helten Gorgytion rammet han midt i brystet med pilen.
Kastianeira var høvdingens mor, en mø fra Aisyme,
Priamos' deilige brud, saa skjøn som en himmelsk gudinde.
Mat lot han hovedet synke som hist i haven en valmu
bøier sig tynget av svulmende knop og av duggen om vaaren.
Saaledes segnet hans hoved ved malmhjelmens tyngde til siden.
Spændte da Tevkros sin bue paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Atter gik pilen forbi; ti Apollon slog odden tilside.
Men Arkeptolemos, Hektors svend, som styrte hans hester,
rammet han, just da han stevnet til strid, i brystet ved vorten.
Ned fra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var lammet.
Krympet da Hektor sig saart i sit sind i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Raadsnar bød han sin bror Kebriones gripe de raske
gangeres tøiler; ti han var ham nær, og han lystret ham villig.
Selv sprang helten i rustning til jord fra sin straalende stridsvogn.
Frygtelig runget hans rop, da han grep en graasten og stevnet
like mot Tevkros. At ramme hin helt var hele hans attraa.
Alt hadde Tevkros tat frem den hvæssede pil fra sit kogger,
lagt den tilrette og spændt sin streng, da den straalende Hektor
traf ham i skulderen, just paa det farligste sted, hvor det krumme
nøkleben danner et tydelig skjel mellem halsen og brystet.
Der han rammet med skarpkantet sten den sigtende skytte,
sprængte hans streng og lammet hans arm fra skulder til haandled.
Mat han segnet i knæ, og ut av hans hænder faldt buen.
Aias svigtet dog ikke sin bror, da han faldt; men han ilte
hastig derhen og dækket ham rundt med skjoldet det sterke.
kraft i min arm; men siden vi jog dem tilbake mot Troja,
tar jeg mit sigte og fælder dem, mand efter mand, med min bue.
Sylhvasse piler, ja otte paa rad, har jeg sendt, og de fæstet
alle som en sin odd i de raskeste krigeres kropper.
Dog, hin rasende hund er jeg ikke istand til at ramme.»
Saa han talte og sigtet paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Ham gik skuddet forbi; men en anden av Priamos' sønner,
helten Gorgytion rammet han midt i brystet med pilen.
Kastianeira var høvdingens mor, en mø fra Aisyme,
Priamos' deilige brud, saa skjøn som en himmelsk gudinde.
Mat lot han hovedet synke som hist i haven en valmu
bøier sig tynget av svulmende knop og av duggen om vaaren.
Saaledes segnet hans hoved ved malmhjelmens tyngde til siden.
Spændte da Tevkros sin bue paany og sendte fra strengen
like mot Hektor en pil. Ham higet han efter at træffe.
Atter gik pilen forbi; ti Apollon slog odden tilside.
Men Arkeptolemos, Hektors svend, som styrte hans hester,
rammet han, just da han stevnet til strid, i brystet ved vorten.
Ned fra vognen han faldt, og hestenes vælige tvespand
rygget tilbake. Brat løstes hans sjæl, og hans livskraft var lammet.
Krympet da Hektor sig saart i sit sind i sorg over svenden.
Ham lot han ligge, hvor meget han end maatte ynke sin fælle.
Raadsnar bød han sin bror Kebriones gripe de raske
gangeres tøiler; ti han var ham nær, og han lystret ham villig.
Selv sprang helten i rustning til jord fra sin straalende stridsvogn.
Frygtelig runget hans rop, da han grep en graasten og stevnet
like mot Tevkros. At ramme hin helt var hele hans attraa.
Alt hadde Tevkros tat frem den hvæssede pil fra sit kogger,
lagt den tilrette og spændt sin streng, da den straalende Hektor
traf ham i skulderen, just paa det farligste sted, hvor det krumme
nøkleben danner et tydelig skjel mellem halsen og brystet.
Der han rammet med skarpkantet sten den sigtende skytte,
sprængte hans streng og lammet hans arm fra skulder til haandled.
Mat han segnet i knæ, og ut av hans hænder faldt buen.
Aias svigtet dog ikke sin bror, da han faldt; men han ilte
hastig derhen og dækket ham rundt med skjoldet det sterke.
