Denne siden er korrekturlest
Ekios' søn Mekistevs og helten, den kjække Alastor,
Tevkros' staldbrødre, bøide sig ned, og i sine arme
bar de den stønnende kjæmpe avsted til de tjærede snekker.
Atter blev troernes kampiver vakt av hin drot paa Olympen.
Like til voldgraven drev de akaiernes stridsmænd tilbake.
Forrest gik Hektor blandt kjæmperne frem i lit til sin styrke.
Som naar paa hurtige føtter en hund sætter efter et vildsvin
eller en løve og biter den bak i haser og lænder,
altid paa speidende vakt, naar dyret gjør vending til anfald,
saaledes jaget nu Hektor akaiernes haarfagre sønner,
fældende stadig den bakerste mand i den flygtende stimmel.
Men da de kom paa sin flugt i ly bak pæler og voldgrav,
efterat mange for troernes haand var segnet i døden,
stanset de endelig op og holdt stand ved skibenes række.
Hver mand egget den anden til strid, og med løftede hænder
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Hektor fór om og tumlet sit spand med de flagrende manker.
Øinene lyste av Gorgos gru og krigsgudens mordlyst.
Grepet av ynk blev gudinden den armhvite Hera ved synet.
Straks for hun op og talte med vingede ord til Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs! aa, skal vi da endnu
nøle i ytterste nød med at hjælpe akaiernes stridsmænd,
som efter alt hvad de døiet av ondt maa helt gaa tilgrunde,
knust av en eneste mand som nu saa utaalelig raser,
Hektor, Priamos' søn. Alt nok av ondt har han øvet.»
Svarte da straks den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Visselig saa jeg saa gjerne at høvdingen her i sit hjemland
mistet sin kraft og mistet sit liv for akaiernes hænder.
Aa, men min far er rasende vred; ondt har han i sin de.
Slem er han altid og haard; hvad jeg ønsker forhindrer han stadig.
Ei vil han komme i hu, at jeg tidt og ofte i nøden
frelste hans søn, naar han strævet som værst i kamp for Evrystevs.
Mangengang hævet han blikket i graat mot himlen, og altid
var det da mig som blev sendt til hjælp av Zevs fra hans himmel.
Hadde jeg været saa klok at tænke mig sligt, da Evrystevs
sendte til Hades' lukkede port hin helt for at hente
op fra Erebos' dyp den grufulde Hades' vakthund,
aldrig var han da frelst over Stykselvens fossende vande.
Tevkros' staldbrødre, bøide sig ned, og i sine arme
bar de den stønnende kjæmpe avsted til de tjærede snekker.
Atter blev troernes kampiver vakt av hin drot paa Olympen.
Like til voldgraven drev de akaiernes stridsmænd tilbake.
Forrest gik Hektor blandt kjæmperne frem i lit til sin styrke.
Som naar paa hurtige føtter en hund sætter efter et vildsvin
eller en løve og biter den bak i haser og lænder,
altid paa speidende vakt, naar dyret gjør vending til anfald,
saaledes jaget nu Hektor akaiernes haarfagre sønner,
fældende stadig den bakerste mand i den flygtende stimmel.
Men da de kom paa sin flugt i ly bak pæler og voldgrav,
efterat mange for troernes haand var segnet i døden,
stanset de endelig op og holdt stand ved skibenes række.
Hver mand egget den anden til strid, og med løftede hænder
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Hektor fór om og tumlet sit spand med de flagrende manker.
Øinene lyste av Gorgos gru og krigsgudens mordlyst.
Grepet av ynk blev gudinden den armhvite Hera ved synet.
Straks for hun op og talte med vingede ord til Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs! aa, skal vi da endnu
nøle i ytterste nød med at hjælpe akaiernes stridsmænd,
som efter alt hvad de døiet av ondt maa helt gaa tilgrunde,
knust av en eneste mand som nu saa utaalelig raser,
Hektor, Priamos' søn. Alt nok av ondt har han øvet.»
Svarte da straks den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Visselig saa jeg saa gjerne at høvdingen her i sit hjemland
mistet sin kraft og mistet sit liv for akaiernes hænder.
Aa, men min far er rasende vred; ondt har han i sin de.
Slem er han altid og haard; hvad jeg ønsker forhindrer han stadig.
Ei vil han komme i hu, at jeg tidt og ofte i nøden
frelste hans søn, naar han strævet som værst i kamp for Evrystevs.
Mangengang hævet han blikket i graat mot himlen, og altid
var det da mig som blev sendt til hjælp av Zevs fra hans himmel.
Hadde jeg været saa klok at tænke mig sligt, da Evrystevs
sendte til Hades' lukkede port hin helt for at hente
op fra Erebos' dyp den grufulde Hades' vakthund,
aldrig var han da frelst over Stykselvens fossende vande.
