Denne siden er korrekturlest
Nu er det mig som Alfader skyr; nu føier han Tetis,
hun som har kysset hans knær og slesk har tat ham om haken,
medens om hæder hun bad for sin søn, den grumme Akillevs.
Men — bare vent! Snart er jeg igjen hans «blaaøide elskling».
Spænd nu for vognen i hast de fotrappe gangeres tvespand
medens jeg selv derinde i aigissvingerens haller
aksler min rustning til strid. Saa faar jeg vel se om den stolte
hjelmbuskvaiende Hektor, hin søn av kong Priamos, frydes
naar han faar se at vi to stormer frem gjennem kjæmpernes rækker,
eller om mangen en troer som lik ved akaiernes snekker
snarlig skal mætte med fett og kjøt baade hunder og gribber.»
Saa han talte, og ei var den armhvite Hera uvillig.
Selv gik Hera, den høie gudinde, Kronos* datter
hen for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Pallas Atene, den aigissvingende Alfaders datter
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret. Hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de piskede hester.
Zevs blev frygtelig vred, da han saa dem fra Ida, og sendte
Iris, den gyldenvingede mø, for at melde hans vilje:
«Skynd dig, fotrappe Iris, og jag dem! La dem ei stevne
mot mig; ti møtes vi nu i en kamp, saa gaar det dem ilde.
Ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli fuldbragt:
Lamslaa skal jeg for rullende vogn deres fotrappe hester,
styrte dem selv fra karm og slaa den i stumper og stykker.
Selv naar ti henglidende aar har sluttet sit kredsløp,
lækes ei helt de saar som lynstraalen slaar, naar den rammer.
Kjæmper den blaaøide mø mot sin far, skal hun mindes det længe.
Ei kan jeg føle slik harm eller undre mig saa over Hera.
hun som har kysset hans knær og slesk har tat ham om haken,
medens om hæder hun bad for sin søn, den grumme Akillevs.
Men — bare vent! Snart er jeg igjen hans «blaaøide elskling».
Spænd nu for vognen i hast de fotrappe gangeres tvespand
medens jeg selv derinde i aigissvingerens haller
aksler min rustning til strid. Saa faar jeg vel se om den stolte
hjelmbuskvaiende Hektor, hin søn av kong Priamos, frydes
naar han faar se at vi to stormer frem gjennem kjæmpernes rækker,
eller om mangen en troer som lik ved akaiernes snekker
snarlig skal mætte med fett og kjøt baade hunder og gribber.»
Saa han talte, og ei var den armhvite Hera uvillig.
Selv gik Hera, den høie gudinde, Kronos* datter
hen for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Pallas Atene, den aigissvingende Alfaders datter
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret. Hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de piskede hester.
Zevs blev frygtelig vred, da han saa dem fra Ida, og sendte
Iris, den gyldenvingede mø, for at melde hans vilje:
«Skynd dig, fotrappe Iris, og jag dem! La dem ei stevne
mot mig; ti møtes vi nu i en kamp, saa gaar det dem ilde.
Ti jeg skal si dig et ord, og forvisst skal det ogsaa bli fuldbragt:
Lamslaa skal jeg for rullende vogn deres fotrappe hester,
styrte dem selv fra karm og slaa den i stumper og stykker.
Selv naar ti henglidende aar har sluttet sit kredsløp,
lækes ei helt de saar som lynstraalen slaar, naar den rammer.
Kjæmper den blaaøide mø mot sin far, skal hun mindes det længe.
Ei kan jeg føle slik harm eller undre mig saa over Hera.
