Denne siden er korrekturlest
Dog, han skjønte saa godt deres lønlige tanker og mælte:
«Si, hvorfor sitter I her saa modfaldne, Pallas og Hera?
Utmattet blev I da visst ikke nu av at fælde i kampen
troernes mænd som I lægger for hat og plager saa grusomt.
Visselig, sterk som jeg er og med næver som ingen tør røre,
rokker mig guderne ei, saa mange som er paa Olympen.
I to fik jo en skjælvende skræk i de straalende lemmer
endog før I fik se nogen kamp og dens grufulde idræt.
Ja; ti nu skal jeg si hvad der visselig ogsaa var hændt jer:
Slaat av mit lyn var I blit, og paa rullende vogn var I aldrig
kommet igjen til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.»
Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene var taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
«Grusomme søn av Kronos! hvad mente du nu med din tale?
Visselig vet ogsaa vi at vi aldrig kan kue din vælde.
Aa, men det gjør os saa ondt for de kjække danaiske svende
som efter kvaler i fuldeste maal maa helt gaa tilgrunde.
Vel, vi skal lyde dit bud og holde os borte fra kampen.
Ja, men et venneraad kan vi dog gi argeiernes helter,
saa de ei alle tilhobe maa dø for at sone din vrede.»
Nu tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, min mørkøide viv, hvis du ønsker det, kan du imorgen
se paa at Kronos' mægtige søn skal fælde end flere
lansesvingende mænd i argeiernes mandsterke fylking.
Ja; ti den vældige Hektor skal slet ikke stanse med kampen,
førend den kommer den dag, da helten den raske Akillevs
reiser sig vred i sin leir, naar de kjæmper i frygtelig trængsel
hist ved de hurtige langskibes stavn om den faldne Patroklos.
Saa er mit guddomsbud. Dit raseri ænser jeg ikke,
selv om du vandret til jordens og storhavets ytterste grænser,
der hvor Iapetos sitter og Kronos som aldrig kan frydes
hverken ved solen, Hyperions søn, i straalende lysglans
eller ved svalende vinde. I Tartaros' dyp er de lænket.
Dit kan du vandre paa vildsom fot; jeg ænser dog ikke
dig og din harm; ti værre end dig er ingen i frækhet.»
«Si, hvorfor sitter I her saa modfaldne, Pallas og Hera?
Utmattet blev I da visst ikke nu av at fælde i kampen
troernes mænd som I lægger for hat og plager saa grusomt.
Visselig, sterk som jeg er og med næver som ingen tør røre,
rokker mig guderne ei, saa mange som er paa Olympen.
I to fik jo en skjælvende skræk i de straalende lemmer
endog før I fik se nogen kamp og dens grufulde idræt.
Ja; ti nu skal jeg si hvad der visselig ogsaa var hændt jer:
Slaat av mit lyn var I blit, og paa rullende vogn var I aldrig
kommet igjen til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.»
Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene var taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
«Grusomme søn av Kronos! hvad mente du nu med din tale?
Visselig vet ogsaa vi at vi aldrig kan kue din vælde.
Aa, men det gjør os saa ondt for de kjække danaiske svende
som efter kvaler i fuldeste maal maa helt gaa tilgrunde.
Vel, vi skal lyde dit bud og holde os borte fra kampen.
Ja, men et venneraad kan vi dog gi argeiernes helter,
saa de ei alle tilhobe maa dø for at sone din vrede.»
Nu tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, min mørkøide viv, hvis du ønsker det, kan du imorgen
se paa at Kronos' mægtige søn skal fælde end flere
lansesvingende mænd i argeiernes mandsterke fylking.
Ja; ti den vældige Hektor skal slet ikke stanse med kampen,
førend den kommer den dag, da helten den raske Akillevs
reiser sig vred i sin leir, naar de kjæmper i frygtelig trængsel
hist ved de hurtige langskibes stavn om den faldne Patroklos.
Saa er mit guddomsbud. Dit raseri ænser jeg ikke,
selv om du vandret til jordens og storhavets ytterste grænser,
der hvor Iapetos sitter og Kronos som aldrig kan frydes
hverken ved solen, Hyperions søn, i straalende lysglans
eller ved svalende vinde. I Tartaros' dyp er de lænket.
Dit kan du vandre paa vildsom fot; jeg ænser dog ikke
dig og din harm; ti værre end dig er ingen i frækhet.»
