Denne siden er korrekturlest
Nu, men det haster jo ikke. Den sak kan vi senere drøfte.
Først faar vi sætte paa glitrende sjø en sortmalet snekke,
samle av rorskarler nok og laste med festlige ofre
skibet og føre ombord den deilige datter av Kryses.
En faar saa være fører ombord, en høvding i raadet,
enten det nu blir Aias, Idomenevs eller Odyssevs
eller du, Pelevs' søn, du helt, mest frygtet av alle.
Du faar da ofre til guden og sone fjerntrammerens vrede.»
Svarte da straks med rynkede bryn den raske Akillevs:
«Aa du skamløse niding, du griske og lumske bedrager!
Kan en akaier ha lyst til at føie dit ønske og villig
drage paa vaagelig færd eller kjæmpe av ytterste evne?
Ikke for troernes skyld, de spydvante mænds, er jeg kommet
hit for at kjæmpe. Paa dem har jeg ei nogen uret at hevne.
Aldrig har troerne røvet vort fæ eller tat vore hester,
og i det muldrike Ftia som nærer saa mangen en kriger,
ødte de aldrig vor grøde; ti mellem os ligger der mange
blaanende rækker af fjeld og storhavets brusende vande;
men det var dig som vi fulgte, du skamløse! og for at glæde
dig, du skulende hund, og din bror Menelaos vi krævet
bøter av troerne. Det har du glemt; det rager dig ikke.
Mig tør du true; min hædrende løn vil du ta som din egen,
den som jeg vandt mig med møie, den løn som akaierne gav mig.
Aldrig jeg vinder en kamppris som din, naar de tapre akaier
lægger i grus en velbygget by i troernes bygder.
Altid, naar kampene raser som værst, er det mig som maa løfte
armen til haardeste hugg; men naar saa fordelingen kommer,
da er det dig som faar mest; med en kjær, men ringere gave
gaar jeg, naar armen er trættet av kamp, tilbake til flaaten.
Nu vil jeg stevne til Ftia; ti sandelig er det dog bedre
straks at vende med skibene hjem. Jeg vil ikke dvæle
længer med utak og sanke for dig ustyrtelig rigdom.»
Straks tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Fly kun, dersom det huer dig bedst. Jeg skal ikke be dig
tyndt om at dvæle for min skyld. Jeg har ogsaa andre som trofast
hjælper, og mest vil den alvise Zevs forøke min hæder.
Ingen jeg hater som dig av de gudopfostrede konger.
Altid er strid og tvedragt dig kjær og kamp uten ende.
Først faar vi sætte paa glitrende sjø en sortmalet snekke,
samle av rorskarler nok og laste med festlige ofre
skibet og føre ombord den deilige datter av Kryses.
En faar saa være fører ombord, en høvding i raadet,
enten det nu blir Aias, Idomenevs eller Odyssevs
eller du, Pelevs' søn, du helt, mest frygtet av alle.
Du faar da ofre til guden og sone fjerntrammerens vrede.»
Svarte da straks med rynkede bryn den raske Akillevs:
«Aa du skamløse niding, du griske og lumske bedrager!
Kan en akaier ha lyst til at føie dit ønske og villig
drage paa vaagelig færd eller kjæmpe av ytterste evne?
Ikke for troernes skyld, de spydvante mænds, er jeg kommet
hit for at kjæmpe. Paa dem har jeg ei nogen uret at hevne.
Aldrig har troerne røvet vort fæ eller tat vore hester,
og i det muldrike Ftia som nærer saa mangen en kriger,
ødte de aldrig vor grøde; ti mellem os ligger der mange
blaanende rækker af fjeld og storhavets brusende vande;
men det var dig som vi fulgte, du skamløse! og for at glæde
dig, du skulende hund, og din bror Menelaos vi krævet
bøter av troerne. Det har du glemt; det rager dig ikke.
Mig tør du true; min hædrende løn vil du ta som din egen,
den som jeg vandt mig med møie, den løn som akaierne gav mig.
Aldrig jeg vinder en kamppris som din, naar de tapre akaier
lægger i grus en velbygget by i troernes bygder.
Altid, naar kampene raser som værst, er det mig som maa løfte
armen til haardeste hugg; men naar saa fordelingen kommer,
da er det dig som faar mest; med en kjær, men ringere gave
gaar jeg, naar armen er trættet av kamp, tilbake til flaaten.
Nu vil jeg stevne til Ftia; ti sandelig er det dog bedre
straks at vende med skibene hjem. Jeg vil ikke dvæle
længer med utak og sanke for dig ustyrtelig rigdom.»
Straks tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Fly kun, dersom det huer dig bedst. Jeg skal ikke be dig
tyndt om at dvæle for min skyld. Jeg har ogsaa andre som trofast
hjælper, og mest vil den alvise Zevs forøke min hæder.
Ingen jeg hater som dig av de gudopfostrede konger.
Altid er strid og tvedragt dig kjær og kamp uten ende.
