Denne siden er korrekturlest
baade at være en mester i ord og en mand i dit virke.
Derfor, min søn, staar ikke min hu til at lates tilbake
her, nei ikke engang om en gud skulde love at glatte
alderens rynker og gjøre mig ung som dengang jeg flygtet
bort ifra Hellas, de deilige ungmøers land, for at undgaa
strid med min far, med Ormenos' søn, den gjæve Amyntor.
Ja; ti han har hatet mig vildt, og en skjønlokket frille bar skylden,
en som han elsket til skam for min mor, hans forsmaaede hustru.
Idelig tigget min mor, og knælende bad hun mig favne
kvinden i elskov og vække hos bolersken hat til den gamle.
Endelig føiet jeg hende; men straks fik min far det at vite.
Haardt han bandet mig selv, og til hevnens forfærdende vætter
skrek han og bad at jeg aldrig paa knæ maatte vugge en elsket
søn som jeg selv hadde avlet, og guderne hørte hans bønner,
underverdenens Zevs og den grusomme Persefoneia,
Rasende pønset jeg da paa at dræpe min far med det skarpe
slagsverd av kobber. Da dæmpet en gud min harm, og i hjertet
vakte han rædsel for landsmænds dom og menneskers haansord,
rædsel for fadermorderens navn blandt alle akaier.
Dog mit hjerte kom ikke til ro; jeg orket ei længer,
hatet saa vildt av min far, at færdes som før i hans haller.
Venner og slegtninger fristet jo nok i flok og i følge
ivrig med bønner at holde mig fast der hjemme paa borgen.
Talrike velnærte faar og mangfoldige langsomme okser
slagtet de; talrike mæskede svin saa fete og lækre
holdt de paa spiddene frem over baalenes blussende flammer.
Vinen den søte blev drukket saa tæt av oldingens krukker.
Rundt mig sov de i kreds ni samfulde nætter til ende;
vakterne kom og gik, og aldrig blev baalene slukket,
et i den hvælvede port til den høit ommurede borggaard,
ett foran sovekammerets dør under svalgangens buer.
Men da den tiende nat med sit skjermende mørke var kommet,
sprængte jeg fløidørens tverbom og laas, og ut av mit kammer
slap jeg, og derefter hoppet jeg let over borggaardens gjærde.
Ingen blev var min flugt, hverken vakt eller tjenende kvinder.
Vidt drog jeg flakkende om over Hellas' sletter. Omsider
kom jeg til Ftia, det muldrike land, hvor det vrimler av smaafæ,
frem til Pelevs' borg, og fyrsten tog gjestmildt imot mig.
Derfor, min søn, staar ikke min hu til at lates tilbake
her, nei ikke engang om en gud skulde love at glatte
alderens rynker og gjøre mig ung som dengang jeg flygtet
bort ifra Hellas, de deilige ungmøers land, for at undgaa
strid med min far, med Ormenos' søn, den gjæve Amyntor.
Ja; ti han har hatet mig vildt, og en skjønlokket frille bar skylden,
en som han elsket til skam for min mor, hans forsmaaede hustru.
Idelig tigget min mor, og knælende bad hun mig favne
kvinden i elskov og vække hos bolersken hat til den gamle.
Endelig føiet jeg hende; men straks fik min far det at vite.
Haardt han bandet mig selv, og til hevnens forfærdende vætter
skrek han og bad at jeg aldrig paa knæ maatte vugge en elsket
søn som jeg selv hadde avlet, og guderne hørte hans bønner,
underverdenens Zevs og den grusomme Persefoneia,
Rasende pønset jeg da paa at dræpe min far med det skarpe
slagsverd av kobber. Da dæmpet en gud min harm, og i hjertet
vakte han rædsel for landsmænds dom og menneskers haansord,
rædsel for fadermorderens navn blandt alle akaier.
Dog mit hjerte kom ikke til ro; jeg orket ei længer,
hatet saa vildt av min far, at færdes som før i hans haller.
Venner og slegtninger fristet jo nok i flok og i følge
ivrig med bønner at holde mig fast der hjemme paa borgen.
Talrike velnærte faar og mangfoldige langsomme okser
slagtet de; talrike mæskede svin saa fete og lækre
holdt de paa spiddene frem over baalenes blussende flammer.
Vinen den søte blev drukket saa tæt av oldingens krukker.
Rundt mig sov de i kreds ni samfulde nætter til ende;
vakterne kom og gik, og aldrig blev baalene slukket,
et i den hvælvede port til den høit ommurede borggaard,
ett foran sovekammerets dør under svalgangens buer.
Men da den tiende nat med sit skjermende mørke var kommet,
sprængte jeg fløidørens tverbom og laas, og ut av mit kammer
slap jeg, og derefter hoppet jeg let over borggaardens gjærde.
Ingen blev var min flugt, hverken vakt eller tjenende kvinder.
Vidt drog jeg flakkende om over Hellas' sletter. Omsider
kom jeg til Ftia, det muldrike land, hvor det vrimler av smaafæ,
frem til Pelevs' borg, og fyrsten tog gjestmildt imot mig.
