Denne siden er korrekturlest
til Agamemnon i teltet, da stimlet akaierne om dem
en efter en med pokaler av guld som de løftet til velkomst.
Krævet da alle besked, først mændenes drot Agamemnon:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet:
Agter han nu at verge mot herjende ild vore snekker,
eller har manden sagt nei? Er han endnu saa vred i sit hjerte!»
Straks tok den haardføre helt Odyssevs til orde og svarte:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Nei, han vil ikke slukke hin brand i sin sjæl; ti han raser
værre end før. Han haaner dig selv og vraker din gave.
Spottende bød han dig selv i akaiernes møte at drøfte»
hvordan du bedst skal frelse akaiernes stridsmænd og snekker.
Desuten truet han med at han selv imorgen ved daggry
agter at sætte paa sjø de toftede stavnkrumme skibe.
Ogsaa os andre tilraadet han nu at vende tilbake
straks til vort hjem. Vi magtet saavisst dog ikke at herje
Ilions kneisende stad; ti Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Saa faldt ordene. Disse som fulgte mig, er mine vidner,
Aias og begge de sindige mænd, dine tvende herolder.
Oldingen Foiniks har fulgt hans raad og lagt sig i teltet,
saa han kan følge ham fjernt over hav til det elskede hjemland
tidlig ved gry, om han ønsker det selv. Han tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen,
slaat av de myndige ord; ti grei og bestemt var hans tale.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Navngjetne søn av Atrevs, stormægtige drot Agamemnon!
Aa, om du ei hadde tryglet den gjæve Akillevs og budt ham
herlige gaver i utal! Han føler sig stor nok foruten.
Nu har du bare forøket end mer hans selvgode hovmod.
Bedst at vi lar ham i fred, hvadenten han agter at fare
eller at bli. Han gaar nok igjen til kamp, naar hans attraa
blir ham for sterk i hans bryst, og en guddom faar vækket hans vilje.
Vel, jeg skal gi jer mit raad, og la os saa følge det alle:
Gaa nu og læg jer til hvile, men først naar I alle har frydet
hjertet med mat og med vin; ti det gir manddom og styrke.
en efter en med pokaler av guld som de løftet til velkomst.
Krævet da alle besked, først mændenes drot Agamemnon:
«Si mig, Odyssevs, du navngjetne helt, akaiernes stolthet:
Agter han nu at verge mot herjende ild vore snekker,
eller har manden sagt nei? Er han endnu saa vred i sit hjerte!»
Straks tok den haardføre helt Odyssevs til orde og svarte:
«Atrevs' herlige søn, stormægtige drot Agamemnon!
Nei, han vil ikke slukke hin brand i sin sjæl; ti han raser
værre end før. Han haaner dig selv og vraker din gave.
Spottende bød han dig selv i akaiernes møte at drøfte»
hvordan du bedst skal frelse akaiernes stridsmænd og snekker.
Desuten truet han med at han selv imorgen ved daggry
agter at sætte paa sjø de toftede stavnkrumme skibe.
Ogsaa os andre tilraadet han nu at vende tilbake
straks til vort hjem. Vi magtet saavisst dog ikke at herje
Ilions kneisende stad; ti Zevs, den vældige tordner,
holder sin haand over byen, og mændenes kamplyst er vokset.
Saa faldt ordene. Disse som fulgte mig, er mine vidner,
Aias og begge de sindige mænd, dine tvende herolder.
Oldingen Foiniks har fulgt hans raad og lagt sig i teltet,
saa han kan følge ham fjernt over hav til det elskede hjemland
tidlig ved gry, om han ønsker det selv. Han tvinger ham ikke.»
Saa han talte, og stille og tyst sat alle i kredsen,
slaat av de myndige ord; ti grei og bestemt var hans tale.
Ventet da længe akaiernes mænd i trykkende taushet.
Endelig tok den høimælte helt Diomedes til orde:
«Navngjetne søn av Atrevs, stormægtige drot Agamemnon!
Aa, om du ei hadde tryglet den gjæve Akillevs og budt ham
herlige gaver i utal! Han føler sig stor nok foruten.
Nu har du bare forøket end mer hans selvgode hovmod.
Bedst at vi lar ham i fred, hvadenten han agter at fare
eller at bli. Han gaar nok igjen til kamp, naar hans attraa
blir ham for sterk i hans bryst, og en guddom faar vækket hans vilje.
Vel, jeg skal gi jer mit raad, og la os saa følge det alle:
Gaa nu og læg jer til hvile, men først naar I alle har frydet
hjertet med mat og med vin; ti det gir manddom og styrke.