Denne siden er korrekturlest
TIENDE SANG.
SANGEN OM DOLON.
Ved sine langskibe sov de andre akaiiske stormænd
natten igjennem, og lindt var de lagt i slummerens lænker
Søvnen, den liflige, gjestet dog ei den mægtige konge
Atrevs' søn Agamemnon som tumlet med mangt i sit hjerte.
Som naar den haarfagre Heras gemal lar tordenen rulle
truende enten med byger av hagl eller øsende styrtregn
eller med hvirvlende fokk, naar markerne hvitner av snedrys.
eller forfærdelig krig som gaper med graadige kjæver,
saaledes drog Agamemnon ustanselig stønnende sukke
dypt fra sit ængstede bryst og skalv av gru i sit hjerte.
Ti naar han undrende vendte sit blik mot den troiske slette,
saa han de talrike flammende baal foran Ilions mure,
lyttet til fløiter og piper og lyden av larmende stridsmænd.
Men naar han saa mot skibenes rad og akaiernes kjæmper,
rev han fra issen saa mangt et haar, og fra ædlingens bringe
trængte sig mangt et inderlig suk til Zevs i det høie.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at gaa for at søke
først blandt fyrsterne Nelevs' søn, den sindige Nestor,
dersom den gamle kanhænde med ham kunde finde et kløktig
frelsende raad som vernet akaiernes sønner mot vanheld.
Stod han da op fra sit leie og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og slængte
derefter om sine skuldre som fotsid kappe det store
brandgule skind av en løve og grep i haanden sin lanse.
Likesa skalv Menelaos av angst, og kvægende slummer
natten igjennem, og lindt var de lagt i slummerens lænker
Søvnen, den liflige, gjestet dog ei den mægtige konge
Atrevs' søn Agamemnon som tumlet med mangt i sit hjerte.
Som naar den haarfagre Heras gemal lar tordenen rulle
truende enten med byger av hagl eller øsende styrtregn
eller med hvirvlende fokk, naar markerne hvitner av snedrys.
eller forfærdelig krig som gaper med graadige kjæver,
saaledes drog Agamemnon ustanselig stønnende sukke
dypt fra sit ængstede bryst og skalv av gru i sit hjerte.
Ti naar han undrende vendte sit blik mot den troiske slette,
saa han de talrike flammende baal foran Ilions mure,
lyttet til fløiter og piper og lyden av larmende stridsmænd.
Men naar han saa mot skibenes rad og akaiernes kjæmper,
rev han fra issen saa mangt et haar, og fra ædlingens bringe
trængte sig mangt et inderlig suk til Zevs i det høie.
Bedst ham tyktes tilsidst det raad at gaa for at søke
først blandt fyrsterne Nelevs' søn, den sindige Nestor,
dersom den gamle kanhænde med ham kunde finde et kløktig
frelsende raad som vernet akaiernes sønner mot vanheld.
Stod han da op fra sit leie og spændte sin kjortel om bringen,
bandt under skinnende føtter de skjønne sandaler og slængte
derefter om sine skuldre som fotsid kappe det store
brandgule skind av en løve og grep i haanden sin lanse.
Likesa skalv Menelaos av angst, og kvægende slummer
