Denne siden er korrekturlest
Straks kom han ut av sit telt og vendte sig til dem og spurte:
«Si, hvorfor vanker I om mellem skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat? Hvad nød er nu atter paa færde?»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs!
Bli ikke vred; ti av trykkende nød blir akaierne kuet.
Kom, saa vækker vi ogsaa de øvrige mænd som bør drøfte
klokt i det samlede raad om vi nu skal fly eller kjæmpe.»
Saa han talte, og ind i sit telt gik helten Odyssevs,
hængte om skuldren det blinkende skjold og fulgte de tvende.
Derefter kom de til Tydevs' søn Diomedes og fandt ham
liggende utenfor teltet med vaaben ved siden. Hans svende
sov omkring ham og hvilte det mødige hode paa skjoldet.
Lanserne strittet paa rad med dopskoen fæstet i jorden.
Vidthen lyste som Alfaders lyn det luende kobber.
Høvdingen sov paa den utbredte hud av en utæmmet okse.
Under hans hode var lagt et kostelig, straalende teppe.
Hen til ham traadte nu Nestor og vækket ham varlig med foten,
skyndte saa paa ham med manende ord og refsende tale:
«Tydevs' søn, vaakn op! Hvi sover du natten til ende?
Hører du ei at troernes hær er leiret paa haugen
nær vore snekker? Det rum som skiller os fra dem, er litet.»
Saa han talte. Med ilende hast for straks Diomedes
op fra sin slummer og talte med vingede ord til den gamle:
«Gubbe! utrættelig er du forvisst. Du hviler jo aldrig.
Findes da ei i akaiernes leir mangfoldige yngre
som kunde haste omkring overalt og vække hver enkelt
av vore konger? Nei gubbe, mot dig kan ingen sig verge.»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Ja, jeg maa si du har ret, min søn, i alt hvad du nævnte.
Selv har jeg herlige sønner og mandige stridsmænd i mængde.
Somme av dem maatte jo kunne gaa og kalde til møtet.
Dog, akaierne trykkes saa tungt av nøden den haarde;
ti paa en knivsegg vipper det nu, om døden den grumme
snart blir alle akaiernes lod, eller livet kan bjerges.
Vel, du er yngre end jeg; vil du spare en olding, saa skynd dig
hen for at vække hin Fylevs' søn og den fotrappe Aias.»
Saa han talte. Da slængte hin helt om skuldre en brandgul
«Si, hvorfor vanker I om mellem skibsleirens snekker alene
nu i den belgmørke nat? Hvad nød er nu atter paa færde?»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs!
Bli ikke vred; ti av trykkende nød blir akaierne kuet.
Kom, saa vækker vi ogsaa de øvrige mænd som bør drøfte
klokt i det samlede raad om vi nu skal fly eller kjæmpe.»
Saa han talte, og ind i sit telt gik helten Odyssevs,
hængte om skuldren det blinkende skjold og fulgte de tvende.
Derefter kom de til Tydevs' søn Diomedes og fandt ham
liggende utenfor teltet med vaaben ved siden. Hans svende
sov omkring ham og hvilte det mødige hode paa skjoldet.
Lanserne strittet paa rad med dopskoen fæstet i jorden.
Vidthen lyste som Alfaders lyn det luende kobber.
Høvdingen sov paa den utbredte hud av en utæmmet okse.
Under hans hode var lagt et kostelig, straalende teppe.
Hen til ham traadte nu Nestor og vækket ham varlig med foten,
skyndte saa paa ham med manende ord og refsende tale:
«Tydevs' søn, vaakn op! Hvi sover du natten til ende?
Hører du ei at troernes hær er leiret paa haugen
nær vore snekker? Det rum som skiller os fra dem, er litet.»
Saa han talte. Med ilende hast for straks Diomedes
op fra sin slummer og talte med vingede ord til den gamle:
«Gubbe! utrættelig er du forvisst. Du hviler jo aldrig.
Findes da ei i akaiernes leir mangfoldige yngre
som kunde haste omkring overalt og vække hver enkelt
av vore konger? Nei gubbe, mot dig kan ingen sig verge.»
Nestor, den hestetumlende helt, tok atter til orde:
«Ja, jeg maa si du har ret, min søn, i alt hvad du nævnte.
Selv har jeg herlige sønner og mandige stridsmænd i mængde.
Somme av dem maatte jo kunne gaa og kalde til møtet.
Dog, akaierne trykkes saa tungt av nøden den haarde;
ti paa en knivsegg vipper det nu, om døden den grumme
snart blir alle akaiernes lod, eller livet kan bjerges.
Vel, du er yngre end jeg; vil du spare en olding, saa skynd dig
hen for at vække hin Fylevs' søn og den fotrappe Aias.»
Saa han talte. Da slængte hin helt om skuldre en brandgul
