Denne siden er korrekturlest
Straks tok den herlige helt Akillevs til orde og svarte:
«Sandelig skal man faa kalde mig feig og en ynkelig stakkar,
hvis jeg skal vike for dig i alt hvad du agter at nævne.
Andre — ja dem kan du gi dine bud; paa mig kan du spare
myndige vink; ti jeg agter ei mer at lyde din vilje.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ikke med magt eller vaaben i haand vil jeg kjæmpe om møen
hverken med dig eller andre, — I røver jo hvad I har git mig — ;
men av det andet jeg har ved min letrodde tjærede snekke,
derav faar du nok intet, saasandt som jeg selv ikke vil det.
Vel, du kan komme og prøve, saa disse kan se om det nytter.
Da skal dit smudsige blod straks strømme for denne min lanse.»
Saaledes endte den voldsomme strid og tungernes tvekamp.
Begge stod op, og møtet var endt ved akaiernes skibe.
Pelevs' søn gik bort til sit telt ved de stavnkrumme snekker
sammen med vennen, Menoitios' søn, og med sine svende.
Men Agamemnon lot sætte paa sjø et letroet langskib.
Rorskarler valgte han, tyve i tal, og det festlige offer
bragtes ombord. Selv førte han saa den skjønne Kryseis
hen til et sæte. Til fører blev valgt den kloke Odyssevs.
Disse gik hastig ombord og seilte paa skummende stier.
Men Agamemnon gav bud om at hele hans hær skulde renses.
Alle tok bad, og det urene vand blev skyllet i havet.
Derefter ofret de Foibos en lytefri festhekatombe,
okser og gjeter i flok langs stranden ved havet det golde.
Duftende offerdamp hvirvlet i røk mot himmelens hvælving.
Saaledes syslet de travlt paa leirpladsen; dog Agamemnon
hadde ei glemt de truende ord i sin strid med Akillevs;
men til Taltybios talte han straks og til Bvrybátes,
begge de raske herolder som tjente ham trofast og ivrig:
«Skynd jer og gaa til Pelevs' søn, til Akillevs' leirtelt!
Ta saa den skjønne Briseïs ved haand og før hende til mig.
Dersom han ikke vil la hende gaa, skal jeg senere komme
mandsterk og ta hende selv; men det skal han føle bli værre.»
Saa han talte og sendte dem bort med det myndige paalæg.
Nølende gik de avsted langs stranden ved havet det golde,
indtil de kom til hans telt ved myrmidonernes snekker.
Høvdingen fandt de sittende taus ved sit tjærede langskib
«Sandelig skal man faa kalde mig feig og en ynkelig stakkar,
hvis jeg skal vike for dig i alt hvad du agter at nævne.
Andre — ja dem kan du gi dine bud; paa mig kan du spare
myndige vink; ti jeg agter ei mer at lyde din vilje.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ikke med magt eller vaaben i haand vil jeg kjæmpe om møen
hverken med dig eller andre, — I røver jo hvad I har git mig — ;
men av det andet jeg har ved min letrodde tjærede snekke,
derav faar du nok intet, saasandt som jeg selv ikke vil det.
Vel, du kan komme og prøve, saa disse kan se om det nytter.
Da skal dit smudsige blod straks strømme for denne min lanse.»
Saaledes endte den voldsomme strid og tungernes tvekamp.
Begge stod op, og møtet var endt ved akaiernes skibe.
Pelevs' søn gik bort til sit telt ved de stavnkrumme snekker
sammen med vennen, Menoitios' søn, og med sine svende.
Men Agamemnon lot sætte paa sjø et letroet langskib.
Rorskarler valgte han, tyve i tal, og det festlige offer
bragtes ombord. Selv førte han saa den skjønne Kryseis
hen til et sæte. Til fører blev valgt den kloke Odyssevs.
Disse gik hastig ombord og seilte paa skummende stier.
Men Agamemnon gav bud om at hele hans hær skulde renses.
Alle tok bad, og det urene vand blev skyllet i havet.
Derefter ofret de Foibos en lytefri festhekatombe,
okser og gjeter i flok langs stranden ved havet det golde.
Duftende offerdamp hvirvlet i røk mot himmelens hvælving.
Saaledes syslet de travlt paa leirpladsen; dog Agamemnon
hadde ei glemt de truende ord i sin strid med Akillevs;
men til Taltybios talte han straks og til Bvrybátes,
begge de raske herolder som tjente ham trofast og ivrig:
«Skynd jer og gaa til Pelevs' søn, til Akillevs' leirtelt!
Ta saa den skjønne Briseïs ved haand og før hende til mig.
Dersom han ikke vil la hende gaa, skal jeg senere komme
mandsterk og ta hende selv; men det skal han føle bli værre.»
Saa han talte og sendte dem bort med det myndige paalæg.
Nølende gik de avsted langs stranden ved havet det golde,
indtil de kom til hans telt ved myrmidonernes snekker.
Høvdingen fandt de sittende taus ved sit tjærede langskib
