Denne siden er korrekturlest
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Som naar en jæger faar hidset en flok hvittandede hunder
enten mot flygtende vildsvin i skog eller glubende løve,
saaledes hidset nu Priamos' søn de modige troer
frem mot akaiernes mænd saa grum som den mordlystne Ares.
Selv skred han frem i forreste rad, og stolt av sin manddom
styrtet han ind i det vældige slag som en brusende stormvind
kaster sig ned paa violblaat hav og reiser dets bølger.
Hvem var den første og hvem var den sidste av helter som Hektor,
Priamos' søn fik fældet, da Zevs forlenet ham hæder?
Først Asaios og helten Avtonoos, derpaa Opites,
Dolops, Klytios' søn og Ofeltios, saa Agelaos,
helten Hipponoos, hidsig i kamp, Aisymnos og Oros.
Disse danaiske fyrster og menige stridsmænd i mængde
faldt for hans haand. Det var som naar Zefyros kommer og jager
Notos' graahvite skyer paa flugt med vældige vindstøt —
— svulmende brotsjøer velter sig tungt, og vældige skumsprøit
løfter sig høit og spredes av vindenes hvinende byger. —
Saaledes segnet for Hektors haand mangfoldige helter.
Ufærd var nu blit danaernes lod og ubodelig vanheld;
alle akaier var flygtet ombord paa de stavnhøie snekker,
dersom Odyssevs ei hadde ropt til Tydevs' ætling:
«Tydevs' søn! hvi glemmer vi nu at verge os mandig?
Kom dog, kjære, og stil dig hos mig; ti en skam og en skjendsel
blir det, hvis Hektor, den straalende helt, faar tat vore skibe.»
Straks tok den vældige helt Diomedes til orde og svarte:
«Ja, jeg skal kjækt holde stand og gjøre mit bedste; men litet
nytter vel hele vort stræv; ti Alfader, skyenes herre,
under jo troerne mere end os at seire i striden.»
Saa han talte og styrtet fra vogn den kjække Tymbraios,
rammende brystet tilvenstre med malmhvæsset spyd; men Odyssevs
fældte Molion, hans kusk, en helt saa sterk som en guddom.
Disse, hvis kampfærd de nu hadde endt, lot de ligge paa valen.
Tvers gjennem stridstumlen brøt de sig vei med kræfter som tvende
vildsvin som rasende kaster sig ind i et kobbel av hunder.
Saaledes stormet de atter til mord, og hjertelig glade
pustet akaierne ut paa sin flugt for den herlige Hektor.
Der fik de fældet paa selvsamme vogn to navngjetne kjæmper,
Som naar en jæger faar hidset en flok hvittandede hunder
enten mot flygtende vildsvin i skog eller glubende løve,
saaledes hidset nu Priamos' søn de modige troer
frem mot akaiernes mænd saa grum som den mordlystne Ares.
Selv skred han frem i forreste rad, og stolt av sin manddom
styrtet han ind i det vældige slag som en brusende stormvind
kaster sig ned paa violblaat hav og reiser dets bølger.
Hvem var den første og hvem var den sidste av helter som Hektor,
Priamos' søn fik fældet, da Zevs forlenet ham hæder?
Først Asaios og helten Avtonoos, derpaa Opites,
Dolops, Klytios' søn og Ofeltios, saa Agelaos,
helten Hipponoos, hidsig i kamp, Aisymnos og Oros.
Disse danaiske fyrster og menige stridsmænd i mængde
faldt for hans haand. Det var som naar Zefyros kommer og jager
Notos' graahvite skyer paa flugt med vældige vindstøt —
— svulmende brotsjøer velter sig tungt, og vældige skumsprøit
løfter sig høit og spredes av vindenes hvinende byger. —
Saaledes segnet for Hektors haand mangfoldige helter.
Ufærd var nu blit danaernes lod og ubodelig vanheld;
alle akaier var flygtet ombord paa de stavnhøie snekker,
dersom Odyssevs ei hadde ropt til Tydevs' ætling:
«Tydevs' søn! hvi glemmer vi nu at verge os mandig?
Kom dog, kjære, og stil dig hos mig; ti en skam og en skjendsel
blir det, hvis Hektor, den straalende helt, faar tat vore skibe.»
Straks tok den vældige helt Diomedes til orde og svarte:
«Ja, jeg skal kjækt holde stand og gjøre mit bedste; men litet
nytter vel hele vort stræv; ti Alfader, skyenes herre,
under jo troerne mere end os at seire i striden.»
Saa han talte og styrtet fra vogn den kjække Tymbraios,
rammende brystet tilvenstre med malmhvæsset spyd; men Odyssevs
fældte Molion, hans kusk, en helt saa sterk som en guddom.
Disse, hvis kampfærd de nu hadde endt, lot de ligge paa valen.
Tvers gjennem stridstumlen brøt de sig vei med kræfter som tvende
vildsvin som rasende kaster sig ind i et kobbel av hunder.
Saaledes stormet de atter til mord, og hjertelig glade
pustet akaierne ut paa sin flugt for den herlige Hektor.
Der fik de fældet paa selvsamme vogn to navngjetne kjæmper,
