Denne siden er korrekturlest
Vel har du stanset mig nu i min kamp mot troernes skare;
dog, jeg lover at her skal dødens den sorte gudinde
naa dig idag. Mit spyd skal kue dig. Mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han talte; men hin hadde vendt sig igjen for at flygte.
Dog, da han vendte sig, traf han ham haardt i ryggen med lansen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Drønende faldt han til jord, og pralende ropte Odyssevs:
«Sokos, Hippasos' søn, den hestetumlende krigers!
Døden den sorte har rammet dig først; du slap ikke fra den.
Ve dig, arme! Din far og din mor skal ikke faa lukke
nu dine øine i døden; men snart skal ravner og gribber
flokkes paa flaksende vinger og graadig fortære dit aatsel.
Falder jeg selv, skal akaiernes mænd dog feire min likfærd.»
Saa han talte og trak den krigerske Sokos' lanse
ut av sin hud og det buklede skjold, og blodet det sorte
sprøitet i hast fra det gapende saar og voldte ham pine.
Men da troerne merket at blodstrømmen fløt fra Odyssevs,
gik de imot ham alle som en med larmende kamprop.
Høvdingen trak sig tilbake og kaldte til hjælp sine landsmænd.
Treganger skrek han saa høit som bryst og lunger kan magte;
treganger hørte den krigerske helt Menelaos hans stemme.
Rettet han da et ord til Aias som stod ved hans side:
«Aias, Telamons søn, du stridsmænds høibaarne hersker!
Tydelig klang i mit øre et rop fra den djerve Odyssevs.
Hærskriket lød, som var han forlatt, mens troernes skarer
stængte hans vei og trængte ham haardt i vældige kampe.
Kom, det er bedst at vi hjælper ham straks, la os gaa gjennem vrimlen.
Staar han alene mot troernes sværm, er jeg ræd det gaar ilde,
kjæk som han er, og saart vil danaerne savne hans manddom.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den mandige Aias.
Fandt de da helten Odyssevs, hin yndling av Zevs, og omkring ham
sværmet nu troerne tæt som brandgule sultne sjakaler
flokkes paa fjeld om den hornede hjort som jægerne saaret
haardt med den smertende pil. Den flygter paa hurtige føtter,
medens dens blod er varmt, og knæerne bøier sig myke.
Naar saa den vingede pil tilsidst har kuet dens livskraft,
dog, jeg lover at her skal dødens den sorte gudinde
naa dig idag. Mit spyd skal kue dig. Mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han talte; men hin hadde vendt sig igjen for at flygte.
Dog, da han vendte sig, traf han ham haardt i ryggen med lansen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Drønende faldt han til jord, og pralende ropte Odyssevs:
«Sokos, Hippasos' søn, den hestetumlende krigers!
Døden den sorte har rammet dig først; du slap ikke fra den.
Ve dig, arme! Din far og din mor skal ikke faa lukke
nu dine øine i døden; men snart skal ravner og gribber
flokkes paa flaksende vinger og graadig fortære dit aatsel.
Falder jeg selv, skal akaiernes mænd dog feire min likfærd.»
Saa han talte og trak den krigerske Sokos' lanse
ut av sin hud og det buklede skjold, og blodet det sorte
sprøitet i hast fra det gapende saar og voldte ham pine.
Men da troerne merket at blodstrømmen fløt fra Odyssevs,
gik de imot ham alle som en med larmende kamprop.
Høvdingen trak sig tilbake og kaldte til hjælp sine landsmænd.
Treganger skrek han saa høit som bryst og lunger kan magte;
treganger hørte den krigerske helt Menelaos hans stemme.
Rettet han da et ord til Aias som stod ved hans side:
«Aias, Telamons søn, du stridsmænds høibaarne hersker!
Tydelig klang i mit øre et rop fra den djerve Odyssevs.
Hærskriket lød, som var han forlatt, mens troernes skarer
stængte hans vei og trængte ham haardt i vældige kampe.
Kom, det er bedst at vi hjælper ham straks, la os gaa gjennem vrimlen.
Staar han alene mot troernes sværm, er jeg ræd det gaar ilde,
kjæk som han er, og saart vil danaerne savne hans manddom.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den mandige Aias.
Fandt de da helten Odyssevs, hin yndling av Zevs, og omkring ham
sværmet nu troerne tæt som brandgule sultne sjakaler
flokkes paa fjeld om den hornede hjort som jægerne saaret
haardt med den smertende pil. Den flygter paa hurtige føtter,
medens dens blod er varmt, og knæerne bøier sig myke.
Naar saa den vingede pil tilsidst har kuet dens livskraft,
