Denne siden er korrekturlest
Saa han talte, og ei var Glavkos sen til at lyde.
Fremad førte de kjækt den vældige lykiske fylking.
Ræd blev Menestevs, Peteos’ søn, da han saa at de stevnet
truende frem mot det mægtige taarn, som han selv skulde verne.
Langsmed akaiernes mur gled høvdingens blik, om han kunde
øine en fører som trygt kunde verne hans stridsmænd i nøden.
Saa han da begge Aianter, som aldrig blev mætte av kampen,
staaende sammen med Tevkros som nylig var kommet fra teltet.
Nær ham stod de; men rope saa høit at det hørtes var uraad,
midt under kampenes larm; ti himmelhøit braket de sterke
slag imot hjelmer og skjold og mot porthvælvets mægtige fløier.
Begge var stængt; men troernes mænd, som stillet sig mot dem,
fristet at bryte op porten med magt og storme igjennem.
Sendte han da til Aias i hast herolden Tootes.
«Skynd dig, kjække Tootes, avsted for at kalde paa Aias.
Helst bør du kalde dem begge til hjælp; ti det var det bedste,
saasom vi her maa vente os snart et frygtelig blodbad.
Lykiske førere trykker os haardt, de helter som altid
stormer imot os med knusende kraft i slagenes tummel.
Men hvis ogsaa de selv maa kjæmpe med ytterste møie,
la da ialfald Telamons søn, den vældige Aias,
komme til hjælp og Tevkros, hin mester med buen, slaa følge.»
Saaledes lød hans bud, og herolden var villig og lystret.
Langsmed akaiernes mægtige mur han ilte og stanset
foran de tvende Aianter og meldte dem hastig sit budskap:
«Hør mig, Aianter, I drotter for pansrede helter fra Argos.
Helten, den mandige søn av den høibaarne Peteos, ber jer
skynde jer til ham og møte en stund de sværeste stormløp.
Helst vil han ha jer begge til hjælp; ti det var det bedste,
saasom de hist maa vente sig snart et frygtelig blodbad.
Lykiske førere trykker dem haardt, de helter som altid
stormer imot os med knusende kraft i slagenes tummel.
Men hvis I ogsaa hos jer maa kjæmpe og stride med møie,
la da ialfald Telamons søn, den vældige Aias,
komme til hjælp, og Tevkros, den navngjetne skytter, slaa følge.»
Saa han talte, og kjæmpen, den vældige Aias, var villig.
Straks til Oïlevs’ søn med vingede ord han sig vendte:
«Aias, ja nu maa du selv og den kraftige helt Lykomedes
Fremad førte de kjækt den vældige lykiske fylking.
Ræd blev Menestevs, Peteos’ søn, da han saa at de stevnet
truende frem mot det mægtige taarn, som han selv skulde verne.
Langsmed akaiernes mur gled høvdingens blik, om han kunde
øine en fører som trygt kunde verne hans stridsmænd i nøden.
Saa han da begge Aianter, som aldrig blev mætte av kampen,
staaende sammen med Tevkros som nylig var kommet fra teltet.
Nær ham stod de; men rope saa høit at det hørtes var uraad,
midt under kampenes larm; ti himmelhøit braket de sterke
slag imot hjelmer og skjold og mot porthvælvets mægtige fløier.
Begge var stængt; men troernes mænd, som stillet sig mot dem,
fristet at bryte op porten med magt og storme igjennem.
Sendte han da til Aias i hast herolden Tootes.
«Skynd dig, kjække Tootes, avsted for at kalde paa Aias.
Helst bør du kalde dem begge til hjælp; ti det var det bedste,
saasom vi her maa vente os snart et frygtelig blodbad.
Lykiske førere trykker os haardt, de helter som altid
stormer imot os med knusende kraft i slagenes tummel.
Men hvis ogsaa de selv maa kjæmpe med ytterste møie,
la da ialfald Telamons søn, den vældige Aias,
komme til hjælp og Tevkros, hin mester med buen, slaa følge.»
Saaledes lød hans bud, og herolden var villig og lystret.
Langsmed akaiernes mægtige mur han ilte og stanset
foran de tvende Aianter og meldte dem hastig sit budskap:
«Hør mig, Aianter, I drotter for pansrede helter fra Argos.
Helten, den mandige søn av den høibaarne Peteos, ber jer
skynde jer til ham og møte en stund de sværeste stormløp.
Helst vil han ha jer begge til hjælp; ti det var det bedste,
saasom de hist maa vente sig snart et frygtelig blodbad.
Lykiske førere trykker dem haardt, de helter som altid
stormer imot os med knusende kraft i slagenes tummel.
Men hvis I ogsaa hos jer maa kjæmpe og stride med møie,
la da ialfald Telamons søn, den vældige Aias,
komme til hjælp, og Tevkros, den navngjetne skytter, slaa følge.»
Saa han talte, og kjæmpen, den vældige Aias, var villig.
Straks til Oïlevs’ søn med vingede ord han sig vendte:
«Aias, ja nu maa du selv og den kraftige helt Lykomedes
