Denne siden er korrekturlest
bli hvor I staar og egge danaernes mænd til at kjæmpe.
Selv vil jeg skynde mig dit for at møte de sværeste stormløp.
Hit skal jeg komme tilbake, saasnart jeg har frelst dem fra faren.»
Saa lød budet fra Telamons søn, den vældige Aias.
Derefter gik han med Tevkros, sin bror paa fædrene side.
Væbneren Pandion fulgte og bar paa Tevkros’ bue.
Indenfor murene gik de, og just da de kom til den kjække
høvding Menestevs’ taarn, var hans mænd i den ytterste vaande.
Op imot brystvernet steg som et natmørkt truende uveir
Lykiens tapreste mænd, de første i kamp og i raadet.
Kjæmperne møttes i drabelig kamp med rungende hærskrik.
Aias, Telamons søn, var den første som fældte en høvding,
helten Epikles, Sarpedons ven. Han kastet en vældig
skarpkantet sten som laa ved brystvernet indenfor muren
øverst av alle. En dødelig mand, som de findes for tiden,
var han end aldrig saa ung, han løftet den neppe med begge
hænder fra jord; men let svang Aias den høit, og ved kastet
brast den firdobbelt skjermede hjelm, og han knuste til splinter
hvert et ben i hans hode, og høvdingen faldt som en dykker
ned fra det kneisende taarn, og livet forsvandt fra hans knokler.
Glavkos, Hippolokos’ kraftige søn, fôr frem for at storme
op paa den kneisende mur; men Tevkros traf helten med pilen
midt i hans arm, hvor han saa den var bar, og stagget hans kamplyst.
Ned fra ringmuren sprang han i løn, forat ingen akaier
skulde faa se hans saar og pralende haane hans vanheld.
Men da Sarpedon fik se at Glavkos gik hastig tilbake,
svulmet hans hjerte av harm. Dog glemte han ikke at kjæmpe.
Stak han da Testors søn, den gjæve Alkmaion, med lansen,
og da han rykket den ut, maatte helten slaa følge og tumlet
hodekulds om, saa det braket om bryst i rustningens plater.
Derefter grep Sarpedon med vældige næver om murens
brystvern og trak, og det fulgte hans haand fra ende til anden.
Oventil blottedes muren, og veien blev banet for mange.
Aias og Tevkros gik straks imot ham side om side.
Tevkros’ pil traf remmen saa blank som holdt over brystet
fast det dækkende skjold; men Zevs jog dødens gudinder
bort, forat ikke hans søn skulde falde ved skibenes bakstavn.
Frem for Aias og stak med den vældige lanse; men odden
Selv vil jeg skynde mig dit for at møte de sværeste stormløp.
Hit skal jeg komme tilbake, saasnart jeg har frelst dem fra faren.»
Saa lød budet fra Telamons søn, den vældige Aias.
Derefter gik han med Tevkros, sin bror paa fædrene side.
Væbneren Pandion fulgte og bar paa Tevkros’ bue.
Indenfor murene gik de, og just da de kom til den kjække
høvding Menestevs’ taarn, var hans mænd i den ytterste vaande.
Op imot brystvernet steg som et natmørkt truende uveir
Lykiens tapreste mænd, de første i kamp og i raadet.
Kjæmperne møttes i drabelig kamp med rungende hærskrik.
Aias, Telamons søn, var den første som fældte en høvding,
helten Epikles, Sarpedons ven. Han kastet en vældig
skarpkantet sten som laa ved brystvernet indenfor muren
øverst av alle. En dødelig mand, som de findes for tiden,
var han end aldrig saa ung, han løftet den neppe med begge
hænder fra jord; men let svang Aias den høit, og ved kastet
brast den firdobbelt skjermede hjelm, og han knuste til splinter
hvert et ben i hans hode, og høvdingen faldt som en dykker
ned fra det kneisende taarn, og livet forsvandt fra hans knokler.
Glavkos, Hippolokos’ kraftige søn, fôr frem for at storme
op paa den kneisende mur; men Tevkros traf helten med pilen
midt i hans arm, hvor han saa den var bar, og stagget hans kamplyst.
Ned fra ringmuren sprang han i løn, forat ingen akaier
skulde faa se hans saar og pralende haane hans vanheld.
Men da Sarpedon fik se at Glavkos gik hastig tilbake,
svulmet hans hjerte av harm. Dog glemte han ikke at kjæmpe.
Stak han da Testors søn, den gjæve Alkmaion, med lansen,
og da han rykket den ut, maatte helten slaa følge og tumlet
hodekulds om, saa det braket om bryst i rustningens plater.
Derefter grep Sarpedon med vældige næver om murens
brystvern og trak, og det fulgte hans haand fra ende til anden.
Oventil blottedes muren, og veien blev banet for mange.
Aias og Tevkros gik straks imot ham side om side.
Tevkros’ pil traf remmen saa blank som holdt over brystet
fast det dækkende skjold; men Zevs jog dødens gudinder
bort, forat ikke hans søn skulde falde ved skibenes bakstavn.
Frem for Aias og stak med den vældige lanse; men odden
