Side:Iliaden.djvu/223

Denne siden er korrekturlest
Saaledes fôr den sterke Poseidon bort fra dem begge.
Helten Oïlevs’ fotrappe søn var den første som saa det.
Talte han da til Telamons søn, den vældige Aias:
«Aias, forvisst har en gud i spaamandens skikkelse steget
ned fra det høie Olymp og budt os at kjæmpe ved flaaten.
Ja, for det var ikke Kalkas, som tolker os gudernes varsler.
Tydelig saa jeg, nu da han gik og vendte os ryggen,
skikkelsens lægger og fotlag; ti guder er lette at kjende.
Desuten føler jeg selv i mit bryst langt mere end fordum
djerveste mod til at vaage en dyst i det blodige stevne.
Foten vil gaa av sig selv, og hænderne higer mot kampen.»
Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Ogsaa med mig er det saa. Med kjæmpekraft knuger de sterke
hænder mit spyd. Mit kampmod er vakt, og begge de raske
føtter vil frem. Nu ønsker jeg selv at møte i tvekamp
Priamos’ vildt fremstormende søn, den vældige Hektor.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden,
glade ved lysten paa kamp som en gud hadde vakt hos dem begge.
Egget da guden Poseidon imens de bakerste stridsmænd,
helter som søkte et øiebliks hvil ved de hurtige snekker;
ti deres kraftige lemmer var brutt av lammende træthet,
mens de med sorgfuldt sind maatte se at troerne stormet
frem over selve den mægtige mur i talrike skarer.
Taarerne randt under bryn, da de saa sine fiender seire.
Fly fra dødsfaren haabet de ei. Da ilte Poseidon
hen til de slagne og egget paany de kraftige rækker.
Tevkros og Leïtos møtte han først og bød dem at kjæmpe.
Helten Penéleos traf han, Deipyros dernæst og Toas;
derefter Nestors søn og Meriones, stridbare kjæmper.
Manende lød hans vingede ord, da han egget dem alle:
«Skam jer, argeier! Jeg trodde saa visst, at I som er unge
kraftige mænd, skulde frelse i kamp vore hurtige snekker.
Men dersom I i den grufulde kamp skal svigte i slaphet,
da er den kommet den dag, da vi kues av troernes vælde.
Aa, for en skam! Hist skuer mit blik et merkelig under,
grufuldt tillike, et under jeg ei hadde trodd kunde hænde:
troerne nær vore skibe! de samme som hittil har lignet
flygtende hjorter som falder i skog som hjælpeløst bytte,