Denne siden er korrekturlest
som paa den fjerntfra synlige top av en kneisende aasryg
falder for øksen og segner til jord med de skjælvende blade.
Saaledes faldt han til jord, og rustningen klirret om manden.
Frem fôr Tevkros paany for at røve hans rustning; men Hektor
sigtet med blinkende spyd paa høvdingen midt i hans stormløp.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes
selv av det malmhvasse spyd; men Amtimakos traf det i brystet,
Aktors sønnesøn, Kteatos’ søn, da han ilte til striden.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Hektor sprang frem for at rive i hast fra høvdingens hode
hjelmen som sluttet sig tæt til den kjække Antimakos’ tinding.
Strakte da Aias sig frem med den blinkende lanse og stanset
Hektor i løpet, men saaret ham ei; ti det bomfaste kobber
dækket ham helt; men like i skjoldbulen traf han og støtte
Hektor tilbake med frygtelig kraft. Fra begge de faldne
vek han i hast, og akaiernes høvdinger slæpte dem med sig;
ti atenernes fyrster, Menestevs og Stikios, bragte
helten Amtimakos’ blodige lik til akaiernes fylking,
medens de tapre Aianter bar Imbrios med sig fra valen.
Lik to løver som tar fra en flok hvastandede hunder
inde i tætteste skogholt en gjet og holder sit bytte
høit over marken og bærer det bort i de mægtige kjæver,
saaledes løftet Aianterne høit den faldne og røvet
hele hans rustning. Saa hugget Oïlevs’ søn, for at hevne
vennen Antimakos, hovedet løs fra halsen den bløte,
svang det i haanden og hvirvlet det hen som en bold gjennem skaren.
Like ved Hektors føtter det faldt og trillet i støvet.
Grepen i hjertet av bitreste harm blev guden Poseidon,
nu da hans sønnesøn segnet paa val i den grufulde tummel.
Hastig gik guden avsted til akaiernes telter og snekker,
eggende alle til kamp; men troerne voldte han kvaler.
Helten Idomenevs møtte ham først, hin mester med lansen,
hastende hjem fra en ven som nys var kommet fra kampen,
saaret i hasen av skjærende malm og baaret av landsmænd.
Ham lot Idomenevs pleie av kyndige læger og ilte
selv til sit telt; ti end stod hans hu til at stevne til kampen.
Havdypets mægtige drot Poseidon ropte til helten,
lignende Toas, Andraimons søn, av aasyn og stemme,
falder for øksen og segner til jord med de skjælvende blade.
Saaledes faldt han til jord, og rustningen klirret om manden.
Frem fôr Tevkros paany for at røve hans rustning; men Hektor
sigtet med blinkende spyd paa høvdingen midt i hans stormløp.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes
selv av det malmhvasse spyd; men Amtimakos traf det i brystet,
Aktors sønnesøn, Kteatos’ søn, da han ilte til striden.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Hektor sprang frem for at rive i hast fra høvdingens hode
hjelmen som sluttet sig tæt til den kjække Antimakos’ tinding.
Strakte da Aias sig frem med den blinkende lanse og stanset
Hektor i løpet, men saaret ham ei; ti det bomfaste kobber
dækket ham helt; men like i skjoldbulen traf han og støtte
Hektor tilbake med frygtelig kraft. Fra begge de faldne
vek han i hast, og akaiernes høvdinger slæpte dem med sig;
ti atenernes fyrster, Menestevs og Stikios, bragte
helten Amtimakos’ blodige lik til akaiernes fylking,
medens de tapre Aianter bar Imbrios med sig fra valen.
Lik to løver som tar fra en flok hvastandede hunder
inde i tætteste skogholt en gjet og holder sit bytte
høit over marken og bærer det bort i de mægtige kjæver,
saaledes løftet Aianterne høit den faldne og røvet
hele hans rustning. Saa hugget Oïlevs’ søn, for at hevne
vennen Antimakos, hovedet løs fra halsen den bløte,
svang det i haanden og hvirvlet det hen som en bold gjennem skaren.
Like ved Hektors føtter det faldt og trillet i støvet.
Grepen i hjertet av bitreste harm blev guden Poseidon,
nu da hans sønnesøn segnet paa val i den grufulde tummel.
Hastig gik guden avsted til akaiernes telter og snekker,
eggende alle til kamp; men troerne voldte han kvaler.
Helten Idomenevs møtte ham først, hin mester med lansen,
hastende hjem fra en ven som nys var kommet fra kampen,
saaret i hasen av skjærende malm og baaret av landsmænd.
Ham lot Idomenevs pleie av kyndige læger og ilte
selv til sit telt; ti end stod hans hu til at stevne til kampen.
Havdypets mægtige drot Poseidon ropte til helten,
lignende Toas, Andraimons søn, av aasyn og stemme,
