Denne siden er korrekturlest
hang paa hans arm og var formet av rundskaarne oksehudsplater,
dækket med skinnende malm. To bøiler var fæstet til platen.
Ned bak skjoldplaten dukket han helt, og lansen fløi over.
Malmskjoldet klirret med brakende skrald, da den mægtige spydstang
streifet dets rand; men han slynget den ei av haanden forgjæves.
Like i leveren traf han den mægtige høvding Hypsenor,
Hippasos’ søn, ret under hans bryst og lammet hans lemmer.
Pralende ropte Deifobos stolt med rungende stemme:
«Uhevnet ligger ei Asios mer. Nei, selv naar han vandrer
ned til Hades’ port med den mægtige bom, vil han frydes,
tror jeg, av hele sin sjæl; ti nu fik han følge paa færden.»
Saaledes pralte han stolt og vakte akaiernes harme.
Helten Antilokos krympet sig mest av sorg i sit hjerte.
Dog i sin græmmelse glemte han ei sin fældede landsmand.
Rundt om kjæmpen han gik og dækket ham varlig med skjoldet.
To av hans staldbrødre bøide sig ned og grep om den faldne,
helten Mekistevs, Ekios’ søn, og den kjække Alastor.
Sorgfulde bar de den stønnende helt til de stavnhøie snekker.
Drotten Idomenevs kjæmpet med rastløs kraft; ti han søkte
altid at sænke i dødsmørkets nat en kjæmpende troer
eller at frelse akaiernes mænd, om han selv skulde falde.
Straks han fældte en søn av den høibaarne drot Aisyetes,
helten Alkátoos. Kjæmpen var maag av den gjæve Ankises,
gift med Hippodameia, den ældste av høvdingens døtre.
Ungmøens far og værdige mor i de hjemlige haller
elsket av hjerte sin datter; ti høit over alle veninder
stod hun i kvindelig syssel, i kløkt og i skjønnet, og derfor
kaaret den gjæveste troiske helt hin mø til sin hustru.
Selve Poseidon kuet ham nu med Idomenevs’ lanse,
blendet hans straalende blik og lænket de herlige lemmer.
Hverken formaadde han længer at fly eller vike tilside;
men som en støtte av sten eller træet med løvrike grener
stod han urørlig, da helten Idomenevs støtte den skarpe
lansespids midt i hans bryst og sprængte om barmen den sterke
brynje av malm, som vernet tilforn sin eier mot døden.
Klirrende braket den dumpt, da den brast for høvdingens lanse.
Drønende faldt han til jord, og lansen stod fast i hans hjerte.
dækket med skinnende malm. To bøiler var fæstet til platen.
Ned bak skjoldplaten dukket han helt, og lansen fløi over.
Malmskjoldet klirret med brakende skrald, da den mægtige spydstang
streifet dets rand; men han slynget den ei av haanden forgjæves.
Like i leveren traf han den mægtige høvding Hypsenor,
Hippasos’ søn, ret under hans bryst og lammet hans lemmer.
Pralende ropte Deifobos stolt med rungende stemme:
«Uhevnet ligger ei Asios mer. Nei, selv naar han vandrer
ned til Hades’ port med den mægtige bom, vil han frydes,
tror jeg, av hele sin sjæl; ti nu fik han følge paa færden.»
Saaledes pralte han stolt og vakte akaiernes harme.
Helten Antilokos krympet sig mest av sorg i sit hjerte.
Dog i sin græmmelse glemte han ei sin fældede landsmand.
Rundt om kjæmpen han gik og dækket ham varlig med skjoldet.
To av hans staldbrødre bøide sig ned og grep om den faldne,
helten Mekistevs, Ekios’ søn, og den kjække Alastor.
Sorgfulde bar de den stønnende helt til de stavnhøie snekker.
Drotten Idomenevs kjæmpet med rastløs kraft; ti han søkte
altid at sænke i dødsmørkets nat en kjæmpende troer
eller at frelse akaiernes mænd, om han selv skulde falde.
Straks han fældte en søn av den høibaarne drot Aisyetes,
helten Alkátoos. Kjæmpen var maag av den gjæve Ankises,
gift med Hippodameia, den ældste av høvdingens døtre.
Ungmøens far og værdige mor i de hjemlige haller
elsket av hjerte sin datter; ti høit over alle veninder
stod hun i kvindelig syssel, i kløkt og i skjønnet, og derfor
kaaret den gjæveste troiske helt hin mø til sin hustru.
Selve Poseidon kuet ham nu med Idomenevs’ lanse,
blendet hans straalende blik og lænket de herlige lemmer.
Hverken formaadde han længer at fly eller vike tilside;
men som en støtte av sten eller træet med løvrike grener
stod han urørlig, da helten Idomenevs støtte den skarpe
lansespids midt i hans bryst og sprængte om barmen den sterke
brynje av malm, som vernet tilforn sin eier mot døden.
Klirrende braket den dumpt, da den brast for høvdingens lanse.
Drønende faldt han til jord, og lansen stod fast i hans hjerte.
