Denne siden er korrekturlest
mænd og guder i visdom, og dog er det dig, som har gjort det,
du som har skjænket din naadige hjælp til de grummeste voldsmænd,
lovløse troiske mænd som i frækkeste overmod aldrig
mættes av voldsdaad i krig og av grufuldt herjende kampe.
Alt blir en dødelig mæt av til slut, av søvn og av elskov,
selv av den søteste sang og av frydefuld dans over tilje,
glæder som hjertet maa ønske sig mer end krig og tilfulde
attraa at nyte; men aldrig blir troerne mætte av kampen.»
Saaledes talte den herlige helt Menelaos og spændte
rustningen løs fra hans krop og rakte den til sine svende.
Selv fôr han ind paany i de kjæmpendes forreste rækker.
Der gik drotten Pylaimenes’ søn Harpalion mot ham.
Høvdingen fulgte sin far, da han stevnet i leding til Troja;
men til det elskede fædrenehjem kom han aldrig tilbake.
Kjækt gik han løs paa Atrevs’ søn og slynget sin lanse
midt i hans skjold, men magtet dog ei at drive den gjennem.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden,
speidende rundt for at slippe for saar av det flængende kobber.
Men da han vek, tok helten Meríones sigte og rammet
haardt med den malmhvasse pil i sætet til høire, og pilen
boret sig like ved blæren igjennem hans krop under hoften.
Bakover segnet han om hvor han stod, og i vennernes arme
aandet han ut og laa som en orm i hele sin længde
utstrakt paa jorden og vætet dens muld med en sortnende blodstrøm.
Men om den fældede samlet sig straks paflagoniske kjæmper,
løftet ham op i hans vogn og sørgende kjørte de helten
hen til det hellige Troja. Hans far gik graatende efter.
Ei fik han bot for den elskede søn som var segnet i døden.
Vred blev Paris i hu da han faldt; ti hans gjesteven trofast
var han fra fordums tid blandt paflagonernes skarer.
Harmfuld sendte han ut en malmhvæsset pil fra sin bue.
Fjernt fra Korintos var kommet en helt, den gjæve Evkénor,
rik og høibaaren, en søn av den fremsynte drot Polyïdos.
Selv var han viss paa en sørgelig død, da han steg paa sit langskib;
ti Polyïdos, hans graanede far, hadde spaadd ham saa ofte
at han av pinefuld sott skulde dø i de hjemlige haller
eller bli dræpt av troiske mænd ved akaiernes snekker.
Derfor skydde han nu baade landsmænds straffende domme
du som har skjænket din naadige hjælp til de grummeste voldsmænd,
lovløse troiske mænd som i frækkeste overmod aldrig
mættes av voldsdaad i krig og av grufuldt herjende kampe.
Alt blir en dødelig mæt av til slut, av søvn og av elskov,
selv av den søteste sang og av frydefuld dans over tilje,
glæder som hjertet maa ønske sig mer end krig og tilfulde
attraa at nyte; men aldrig blir troerne mætte av kampen.»
Saaledes talte den herlige helt Menelaos og spændte
rustningen løs fra hans krop og rakte den til sine svende.
Selv fôr han ind paany i de kjæmpendes forreste rækker.
Der gik drotten Pylaimenes’ søn Harpalion mot ham.
Høvdingen fulgte sin far, da han stevnet i leding til Troja;
men til det elskede fædrenehjem kom han aldrig tilbake.
Kjækt gik han løs paa Atrevs’ søn og slynget sin lanse
midt i hans skjold, men magtet dog ei at drive den gjennem.
Vek han da hastig til vennernes flok og flygtet for døden,
speidende rundt for at slippe for saar av det flængende kobber.
Men da han vek, tok helten Meríones sigte og rammet
haardt med den malmhvasse pil i sætet til høire, og pilen
boret sig like ved blæren igjennem hans krop under hoften.
Bakover segnet han om hvor han stod, og i vennernes arme
aandet han ut og laa som en orm i hele sin længde
utstrakt paa jorden og vætet dens muld med en sortnende blodstrøm.
Men om den fældede samlet sig straks paflagoniske kjæmper,
løftet ham op i hans vogn og sørgende kjørte de helten
hen til det hellige Troja. Hans far gik graatende efter.
Ei fik han bot for den elskede søn som var segnet i døden.
Vred blev Paris i hu da han faldt; ti hans gjesteven trofast
var han fra fordums tid blandt paflagonernes skarer.
Harmfuld sendte han ut en malmhvæsset pil fra sin bue.
Fjernt fra Korintos var kommet en helt, den gjæve Evkénor,
rik og høibaaren, en søn av den fremsynte drot Polyïdos.
Selv var han viss paa en sørgelig død, da han steg paa sit langskib;
ti Polyïdos, hans graanede far, hadde spaadd ham saa ofte
at han av pinefuld sott skulde dø i de hjemlige haller
eller bli dræpt av troiske mænd ved akaiernes snekker.
Derfor skydde han nu baade landsmænds straffende domme
