Denne siden er korrekturlest
Før os nu dit, hvor det tykkes dig bedst i dit sind og dit hjerte.
Vi skal følge dig freidig til kamp, og det tør jeg love:
Ei skal det mangle paa manddom og mod, saa langt som vi evner.
Verge sig mer end han evner, er uraad selv for den tapre.»
Saaledes svarte han freidig sin bror og mildnet hans hjerte.
Skyndte da begge sig dit hvor kampen og striden var hetest,
der hvor Kebríones stod og Polydamas, helten saa mandig,
Falkes, Ortaíos og Palmys og drotten saa gjæv Polyfetes,
og hvor Askanios kjæmpet og Morys, Hippótions sønner.
Dagen tilforn ved det tidligste gry var de kommet med stridsmænd
fjernt fra Askaniens land, og nu drev Zevs dem til kampen.
Heltene styrtet nu frem lik stormens ustyrlige byger
naar de med Alfaders brakende skrald slaar nedover marken. —
— Havdypet røres med frygtelig larm og talløse bølger
velter sig vide i brott og brand med skumhvite kammer
rullende hen over brusende sjø i endeløs række.—
Saaledes fulgte i skinnende malm de fylkede troer,
somme i spidsen, mens andre gik bak, sine drotter til kampen.
Forrest gik Hektor, Priamos’ søn, saa kampgrisk som Ares.
Foran sig holdt han det kredsrunde skjold av talrike tætte
oksehudslag og dækket av kobberets hamrede plate.
Truende nikket den straalende hjelm om høvdingens tinding.
Frygtløs stormet han frem langs fiendens fylking og fristet
om de maaske vilde fly, naar han møtte dem dækket av skjoldet.
Dog, han rokket ei manddom og mod i akaiernes hjerter.
Aias gik frem med vældige skridt og æsket til tvekamp:
«Kom mig dog nær, min ven! Hvi søker du faafængt at skræmme
Argos’ mænd. Vær tryg! vi er slet ikke ukjendt med krigen;
men det er Zevs som har tugtet os nu med sin sviende svepe.
Nu har du sagtens et haab om at herje med ild vore snekker.
Dog, du skal føle at ogsaa hos os er der hænder til forsvar.
Nei, langt før kan det ske at byen, hvor selv I er hjemme,
tages av os med stormende haand og jevnes med jorden.
Trygt tør jeg si at stunden er nær, da du selv i din rædsel
flygter og ber til Zevs og alle de evige guder,
at dine hester maa ile forbi de vingede falker,
naar de i hvirvlende støv skal føre dig hjem over sletten.»
Neppe var ordene talt, da svævet til høire for helten
Vi skal følge dig freidig til kamp, og det tør jeg love:
Ei skal det mangle paa manddom og mod, saa langt som vi evner.
Verge sig mer end han evner, er uraad selv for den tapre.»
Saaledes svarte han freidig sin bror og mildnet hans hjerte.
Skyndte da begge sig dit hvor kampen og striden var hetest,
der hvor Kebríones stod og Polydamas, helten saa mandig,
Falkes, Ortaíos og Palmys og drotten saa gjæv Polyfetes,
og hvor Askanios kjæmpet og Morys, Hippótions sønner.
Dagen tilforn ved det tidligste gry var de kommet med stridsmænd
fjernt fra Askaniens land, og nu drev Zevs dem til kampen.
Heltene styrtet nu frem lik stormens ustyrlige byger
naar de med Alfaders brakende skrald slaar nedover marken. —
— Havdypet røres med frygtelig larm og talløse bølger
velter sig vide i brott og brand med skumhvite kammer
rullende hen over brusende sjø i endeløs række.—
Saaledes fulgte i skinnende malm de fylkede troer,
somme i spidsen, mens andre gik bak, sine drotter til kampen.
Forrest gik Hektor, Priamos’ søn, saa kampgrisk som Ares.
Foran sig holdt han det kredsrunde skjold av talrike tætte
oksehudslag og dækket av kobberets hamrede plate.
Truende nikket den straalende hjelm om høvdingens tinding.
Frygtløs stormet han frem langs fiendens fylking og fristet
om de maaske vilde fly, naar han møtte dem dækket av skjoldet.
Dog, han rokket ei manddom og mod i akaiernes hjerter.
Aias gik frem med vældige skridt og æsket til tvekamp:
«Kom mig dog nær, min ven! Hvi søker du faafængt at skræmme
Argos’ mænd. Vær tryg! vi er slet ikke ukjendt med krigen;
men det er Zevs som har tugtet os nu med sin sviende svepe.
Nu har du sagtens et haab om at herje med ild vore snekker.
Dog, du skal føle at ogsaa hos os er der hænder til forsvar.
Nei, langt før kan det ske at byen, hvor selv I er hjemme,
tages av os med stormende haand og jevnes med jorden.
Trygt tør jeg si at stunden er nær, da du selv i din rædsel
flygter og ber til Zevs og alle de evige guder,
at dine hester maa ile forbi de vingede falker,
naar de i hvirvlende støv skal føre dig hjem over sletten.»
Neppe var ordene talt, da svævet til høire for helten
