Denne siden er korrekturlest
FJORTENDE SANG.
ZEVS BLIR DAARET.
N
estor blev stridslarmen var, skjønt flittig han tømte sit bæger.Talte han da med vingede ord til Asklepios’ ætling:
«Gjæve Makaon, aa tænk dog paa hvordan dette skal ende!
Sterkere lyder ved skibene hist de kjæmpendes hærskrik.
Drik nu du den funklende vin og bli sittende rolig,
indtil den haarfagre mø Hekaméde i hast kan faa varmet
vandet til bad og faa vasket det størknede blod fra din vunde.
Selv vil jeg gaa til vor varde og snart faa skaffet mig visshet.»
Saa han talte og grep det mægtige skinnende malmskjold
som Trasymédes, hans herlige søn, den navngjetne vognhelt,
nys lot ligge i teltet; sin fars tok han med sig i kampen.
Derefter tok han det vældige spyd med den hvæssede malmodd,
traadte saa ut av sit telt og fik se et jammerfuldt skue:
landsmænd jaget paa flugt, mens de overmodige troer
trængte dem haardt Akaiernes mur var styrtet i gruset.
Som naar det vældige hav i vindstille løfter sin bølge,
anende dunkelt de pilsnare støt av susende vinde
— sjøen er tyst. Ei ruller den frem, ei heller tilbake,
førend en byge som Zevs har valgt, slaar ned fra det høie; —
saaledes grublet den gamle en stund med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde gaa til akaiernes flygtende stridsmænd
eller til mændenes drot, til Atrevs’ søn Agamemnon.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at finde
Atrevs’ mægtige søn. Men begge de kjæmpende rækker
fældte og faldt, og den hærdede malm om heltenes lemmer
