Denne siden er korrekturlest
braket ved sverdhugg og støt av de dobbelthvæssede lanser.
Møtte da Nestor paa veien de gudopfostrede konger,
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon.
Samtlige kom de med verkende saar fra de stavnhøie snekker;
ti deres skibe var trukket paa land ved det graalige havdyp
langt fra valen, og ytterst blandt snekkerne hadde de trukket
disse paa land, mens muren var reist bak de inderste skibe.
Ti det var uraad at stranden, hvor bred den end var, kunde rumme
alle de tjærede snekker, og trang var pladsen for hæren.
Derfor trak de dem, rad bak rad, paa land, saa de fyldte
hele den langstrakte vik mellem begge de stængende pynter.
Derfor vandret de nu for at se paa de larmende kampe,
samlet og støttet til spydenes skaft, og kummerfuldt banket
hjertet i drotternes bryst. Da kom den graanede Nestor
gaaende mot dem og fyldte med angst deres sorgfulde hjerter.
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og spurte:
«Nestor, Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder!
Tal! Hvi kommer du hit fra de mandespildende kampe?
Aa, jeg aner med gru at nu vil den vældige Hektor
holde det løfte han truet os med i troernes møte,
ikke at vende til Ilios hjem fra de stavnhøie snekker,
før han fik tændt vore skibe i brand og fældet os alle.
Saaledes lød jo hans truende ord, og nu blir de fuldbragt.
Aa! tilvisse maa ogsaa de andre akaiiske helter
hate mig likesaa grumt i sin sjæl som drotten Akillevs,
og det er derfor de negter at kjæmpe ved skibenes bakstavn.»
Nestor, den gamle gereniske helt, tok ordet og svarte:
«Visselig, alt som du nævner, er skedd, og selve den høie
tordnende Zevs har det ei i sin magt at gjøre det ugjort.
Styrtet i grus er vor mur som vi trodde saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker.
Hist ved skibene tumler de nu i ustanselig feide.
Speidet du aldrig saa nøie, du kunde saavisst ikke skjelne
hvorfra akaierne trænges som værst i kampenes tummel,
ti overalt blir de dræpt, og skrikene stiger mot himlen.
Nu faar vi tænke os om, saasandt som da tanker kan nytte,
hvordan det hele skal ende. Dog raader jeg fra at vi stevner
selv til striden. Den saarede mand er unyttig i kampen.»
Møtte da Nestor paa veien de gudopfostrede konger,
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon.
Samtlige kom de med verkende saar fra de stavnhøie snekker;
ti deres skibe var trukket paa land ved det graalige havdyp
langt fra valen, og ytterst blandt snekkerne hadde de trukket
disse paa land, mens muren var reist bak de inderste skibe.
Ti det var uraad at stranden, hvor bred den end var, kunde rumme
alle de tjærede snekker, og trang var pladsen for hæren.
Derfor trak de dem, rad bak rad, paa land, saa de fyldte
hele den langstrakte vik mellem begge de stængende pynter.
Derfor vandret de nu for at se paa de larmende kampe,
samlet og støttet til spydenes skaft, og kummerfuldt banket
hjertet i drotternes bryst. Da kom den graanede Nestor
gaaende mot dem og fyldte med angst deres sorgfulde hjerter.
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og spurte:
«Nestor, Nelevs’ søn, akaiernes stolthet og hæder!
Tal! Hvi kommer du hit fra de mandespildende kampe?
Aa, jeg aner med gru at nu vil den vældige Hektor
holde det løfte han truet os med i troernes møte,
ikke at vende til Ilios hjem fra de stavnhøie snekker,
før han fik tændt vore skibe i brand og fældet os alle.
Saaledes lød jo hans truende ord, og nu blir de fuldbragt.
Aa! tilvisse maa ogsaa de andre akaiiske helter
hate mig likesaa grumt i sin sjæl som drotten Akillevs,
og det er derfor de negter at kjæmpe ved skibenes bakstavn.»
Nestor, den gamle gereniske helt, tok ordet og svarte:
«Visselig, alt som du nævner, er skedd, og selve den høie
tordnende Zevs har det ei i sin magt at gjøre det ugjort.
Styrtet i grus er vor mur som vi trodde saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker.
Hist ved skibene tumler de nu i ustanselig feide.
Speidet du aldrig saa nøie, du kunde saavisst ikke skjelne
hvorfra akaierne trænges som værst i kampenes tummel,
ti overalt blir de dræpt, og skrikene stiger mot himlen.
Nu faar vi tænke os om, saasandt som da tanker kan nytte,
hvordan det hele skal ende. Dog raader jeg fra at vi stevner
selv til striden. Den saarede mand er unyttig i kampen.»
